; ;
Gemt

Forlængelse af karantæneperioden forværrer markant krisen for erhvervslivet

23. marts 2020

Dansk Erhverv bakker op om regeringens beslutning om fortsat at lukke store dele af Danmark ned.

Vi skal sammen bekæmpe corona, men den økonomiske krise bliver historisk stor, så krisen kalder på både handling og sammenhold, siger Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen.


Regeringen har netop meldt ud, at lukningen af Danmark fortsætter til og med påske.

”Med lukningen følger vi mange andre lande i Europa. Nu har coronavirus kostet 24 mennesker livet alene i Danmark. Jeg er dybt berørt af situationen, og sender de varmeste tanker til de pårørende. Det er største vigtighed, at vi fortsat står sammen om at komme igennem krisen, så færrest mulige bliver smittet, syge og dør,” siger Brian Mikkelsen.

Forværring af situationen
”Det er menneskeliv, der står på spil, og det er vanskeligt at tale om andet lige nu. Men det siger sig selv, at forlængelsen af nedlukningen af Danmark vil få stor betydning for dansk økonomi og for dansk erhvervsliv, som lider enormt i denne tid. Vi skal derfor i tæt samarbejde på en og samme tid arbejde for at mindske smittespredningen og for at hjælpe og genrejse dansk økonomi og vores gode virksomheder,” siger Brian Mikkelsen. 

Flere brancher vil blive ramt hårdere
Brian Mikkelsen peger på, at forlængelsen vil betyde, at flere brancher bliver ramt hårdere, end det hidtil har været tilfældet.

”Vi står midt i en historisk stor økonomisk krise. En krise, der uundgåeligt vil medføre konkurser, arbejdsløshed og lavkonjunktur. I starten var det udvalgte brancher, som blev ramt stenhårdt. Nu vil flere blive berørt. En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at syv ud af ti virksomheder har oplevet et fald i omsætningen. Det tal vil vokse, og omsætningsfaldet bliver større for virksomhederne. Der er allerede lavet en række gode tiltag fra Folketingets side, som nu skal køres i gang og få effekt. Desuden er der brug for, at bankerne udviser samfundssind og ikke er tilbageholdende i forhold til at yde lån til trængte virksomheder, ” siger Brian Mikkelsen. 

Som krisen trækker ud og bliver dybere, vil Dansk Erhverv løbende holde øje med hjælpepakkernes effekter for at se på, om der bliver behov for justeringer.

Information om hjælpepakke til erhvervslivet 

Den nye hjælpepakke, som Folketingets partier blev enige om i sidste uge, er stadig under udarbejdelse og skal vedtages endeligt i Folketinget i løbet af denne uge. Der er 1. behandling tirsdag og 2. og 3. behandling torsdag.  

Dansk Erhverv har modtaget rigtig mange spørgsmål til ordningen fra medlemsvirksomheder, som vi viderebringer til de relevante myndigheder.


De konkrete ansøgningsprocesser for kompensation er ved at blive udarbejdet af myndighederne.

Dansk Erhverv er i tæt dialog med myndighederne, og så snart ansøgningsproceduren er klar, vil Dansk Erhverv orientere om processen: https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/oversigt-gennemforte-hjalpetiltag-til-dansk-erhvervsliv/

Seneste nyt om coronasituationen for virksomheder på www.danskerhverv.dk/corona

 

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef