; ;
Gemt

Forslag til tobakslov kræver skilte med aldersgrænse fjernet

28. oktober 2020

Dansk Erhverv er generelt positiv overfor forslaget til ny tobakslov, der netop har været under 1. behandling i Folketinget. Der er dog en række unødige og byrdefulde elementer i forslaget f.eks., at skilte med salgsaldersgrænse skal fjernes fra de 7200 butikker, der sælger tobaksprodukter.

Tirsdag d. 20. oktober var der 1. behandling af lovforslaget om den nye tobakslov, der er en udmøntning af den nationale handleplan, der skal sikre at færre unge begynder at ryge. Dansk Erhverv bakker op om den nye tobakslov og har blandt andet anbefalet obligatorisk udstillingsforbud, røgfri skoletid og fokus på øget håndhævelse.

Forbud for skilte med salgsaldersgrænse for tobak
Lovforslaget pålægger desværre forhandlerne en række unødvendige byrder – eksempelvis, at butikker ikke længere må skilte med aldersgrænser ved salg af tobak. Konsekvensen er, at skilte hos over 7200 fysiske forhandlere skal tages ned og erstattes af nye, da der fortsat skal skiltes med salgsaldersgrænser for alkohol.

I aftaleteksten fremgår det, at det skal vurderes, om salgsaldersgrænseskiltene skaber opmærksomhed om tobak og dermed fremmer salget. Forslaget undrer, da der ingen forskningsmæssig evidens er for, at Sundhedsstyrelsens skilte med salgsaldersgrænse skulle få unge til at ryge.

Dansk Erhverv mener tværtimod, at den manglende skiltning med salgsaldersgrænse for tobak kan føre til konflikter mellem kunder og personalet ved kassen, da disse stadig er forpligtet til at bede om ID, hvis de er det mindste i tvivl om en kundes alder. Ligeledes at det er fornuftigt at skilte med, at rygning er for voksne. Dansk Erhverv opfordrer derfor til at fortsætte med anvendelse af Sundhedsstyrelsens skiltemateriale – men med et ønske om, at Sundhedsstyrelsens blå skilte også kan produceres og anvendes i en neutral sort-hvid-version.

Uforståelige krav til netbutikker der sælger tobaksprodukter
I lovforslaget stilles også meget specifikke og detaljerede krav til, hvordan tobaksprodukter skal præsenteres ved salg i netbutikker. Præsentationen skal eksempelvis være lavet i skrifttypen Times New Roman, skriftstørrelse 12. For mange netbutikker – hvis ikke alle – vil det kræve særskilt IT-udvikling i hver af de enkelte netbutikker for at leve op til de nye krav. Dansk Erhverv mener, at de detaljerede krav griber unødigt ind i netbutikkernes måde at drive virksomhed på og at kravet derfor ikke lever op til regeringens egne principper for agil og erhvervsrettet regulering. Det væsentlige må være, at kunder kun møder tobakken, hvis de aktivt efterspørger den - ikke hvilken skrifttype der bruges. 

Henvendelse til Sundheds- og Ældreudvalget
Dansk Erhverv har sammen med De Samvirkende Købmænd (DSK) rettet henvendelse til medlemmer af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg med en opfordring til at ændre de unødvendige og byrdefulde elementer i lovforslaget.

Kontakt

Handel

Matthias Korth Vesterdal

Politisk konsulent