; ;
Gemt

Fortsat ingen afklaring om finansiering af civilsamfunds-organisationernes sociale indsats

Med finanslovsforslaget for 2020 tages første skridt til en løsning, men en længe ventet afklaring omkring civilsamfundsorganisationernes sociale indsatser fremstår stadig ikke tydeligt.

Nyhed

Dansk Erhverv | Sundhed og velfærd - 8. oktober 2019

Siden den tidligere regering med sidste års finanslov afskaffede satspuljen, har der blandt andet fra civilsamfundsorganisationerne været et stort ønske om en løsning, der sikrer en ny model for en fremtidig finansiering af de mange helt afgørende socialpolitiske indsatser, som organisationerne løfter. Dansk Erhvervs branchenetværk for frivillige og sociale organisationer har budt ind i debatten med et udspil om emnet samt sammen med 48 andre organisationer været medunderskriver på et brev til socialministeren og folketingets partier om behovet for en ny model for finansieringen.

Læs brevet her: Behovet for en ny model for finansiering.

Med finanslovsforslaget for 2020 lægges der nu op til at finde et bud på en løsning, da der foreslås et særskilt decentralt forhandlingsforløb om en ”ny reserve til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.” I det forløb skal der i perioden 2020-2023 årligt udmøntes mellem 90 og 150 mio. kr. på socialområdet. Hvordan midlerne skal prioriteres, og i hvor høj grad midlerne skal anvendes til civilsamfundsorganisationernes sociale indsatser, er stadig uklart. Dermed er der stadig ikke kommet en endelig afklaring på finansieringen fremadrettet, hvilket især er en udfordring for de organisationer og projekter, der mangler finansiering fra 1. januar 2020.

At finde en ny model for finansieringen har været en bunden opgave, som burde have været løst for længst, da talrige organisationer i for lang tid har været usikre omkring deres fremtidige økonomi. Dansk Erhverv mener imidlertid, at det er positivt at der med finanslovsforslaget tages hul på drøftelsen af en fremtidig finansieringsmodel. Dansk Erhverv opfordrer til, at man løbende inddrager civilsamfundsorganisationerne i processen og så hurtigt som muligt finder en løsning – især for de organisationer, der stadig ikke har en afklaring på deres økonomi efter 1. januar 2020.

Læs mere om emnet på Altinget her: "Socialpolitisk skrabet finanslovsudspil: Støttepartier må slås om reserven".