; ;
Gemt

Virksomhed frifundet for ulovlig forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har i en ny afgørelse frifundet en forlagsvirksomhed i en sag om påstået forskelsbehandling (pga. alder) af en ansøger til en stilling.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 17. januar 2019

Sagen kort
En medarbejder blev ansat som projektleder hos virksomheden i et tidsbegrænset ansættelsesforhold. Efter projektet blev medarbejderen ansat i et tidsbegrænset barselsvikariat som redaktør. Kort inden udløbet af vikariatet opslog virksomheden en toårig projektlederstilling. I stillingsannoncen fremgik det bl.a., at de søgte en kandidat, der var nyuddannet eller havde et par års relevant erfaring.

Medarbejderen søgte stillingen, men blev ikke indkaldt til samtale og fik dermed ikke stillingen. Stillingen blev besat af en 27-årig kvinde. Som følge deraf sygemeldte medarbejderen sig og udsendte under sin sygemelding en illoyal mail til de øvrige ansatte, hvorefter virksomheden bortviste hende.

Medarbejderen klagede til Ligebehandlingsnævnet, idet hun mente, at hun var blevet ulovligt forskelsbehandlet på grund af sin alder ved ikke at komme i betragtning til stillingen, og det indgik som et væsentligt moment i klagen, at hun som 54-årig var den ældste blandt ansøgerne. Derudover mente hun, at hendes tidligere ansættelse i virksomheden som projektleder i sig selv burde gøre hende egnet til stillingen. Bortvisningen blev ikke bestridt fra medarbejderens side, og det var derfor alene sagen om forskelsbehandling i forbindelse med ansættelsen som projektleder, der blev indklaget til Ligebehandlingsnævnet.

Nævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke var i strid med annonceringsforbuddet, at det i annoncen var angivet, at virksomheden søgte efter en kandidat, der var nyuddannet eller havde få års erfaring. Nævnet vurderede således, at denne oplysning i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at anse annoncen for ulovlig. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at der i annoncen var opstillet yderligere krav til ansøgernes kompetencer, som indikerede, at erfarne ansøgere også ville komme i betragtning.

Derudover fandt nævnet ikke, at der var fremkommet oplysninger i sagen, der tydede på at det var medarbejderens alder, der var årsag til, at hun ikke kom i betragtning til stillingen. Nævnet fandt derfor ikke, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket ulovlig forskelsbehandling på grund af alder.

Virksomheden blev derfor frifundet for medarbejderens påstand om ulovlig forskelsbehandling.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen illustrerer, at det ikke nødvendigvis er ulovlig forskelsbehandling at angive i en stillingsannonce, at der ansøges efter en kandidat, der er nyuddannet eller har få års erfaring.

Annoncens øvrige indhold vil dog have væsentlig betydning for vurderingen af om det kan anses for at være i strid med annonceringsforbuddet. Derudover har det formentlig indgået i vurderingen, at virksomheden rent faktisk indkaldte både nyuddannede ansøgere og ansøgere med flere års erfaring, og at stillingen først blev tilbudt til en erfaren 41-årig kandidat, der valgte at takke nej til stillingen.

Om en annonce er i strid med annonceringsforbuddet beror altid på en konkret vurdering. Dansk Erhverv anbefaler medlemmerne at søge rådgivning, hvis der er tvivl om en annonce kan være i strid med annonceringsforbuddet.

Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden i Ligebehandlingsnævnet.