; ;
Gemt

Fuld fart på socialpolitikken

Regeringen har nu præsenteret sit lovkatalog. Her får du overblikket over en række af de væsentligste dele af lovprogram på det socialpolitiske område.

Nyhed

Dansk Erhverv | Sundhed og velfærd - 8. oktober 2019

Positivt med bedre retsstilling for handicappede
Mennesker med handicap skal naturligvis have samme retsstilling som andre medborgere, og derfor bakker vi i Dansk Erhverv op om, at regeringen lægger op til at ændre lov om social service og lov om socialtilsyn. Det er med til at sikre borgernes retsstilling ved indgåelse af aftale med foreninger og private virksomheder.

Lovændringen er godt nyt for de borgere i Danmark, der modtager hjælperordningen Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), og som har overdraget arbejdsgiveropgaven til en privat virksomhed. Handicapbranchen Danmark og Dansk Erhverv så også gerne, at regeringen gik skridtet videre i forbedringen af retsstillingen for borgere med behov for BPA – blandt andet ved at skabe bedre vilkår for, at vi kan have robuste virksomheder på området. Men først og fremmest rigtig positivt med et skridt i den rigtige retning.

Læs mere her: Handicapbranchen Danmarks høringssvar.

Mulighed for mere innovation og udvikling på socialområdet
Regeringen har med forslag til ændring af lov om socialtilsyn lagt op til at give fonde bedre muligheder for at ændre formålsbestemmer. Det skal hjælpe med at løse den udfordring, at eksisterende regler låser de selvejende organisationer, der er fondsejede, fast på socialområdet. Det fremmer ikke innovation og udvikling, men det kan der altså nu åbnes op for med lovændringen. Dansk Erhverv og Selveje Danmark er positive og ser frem til at følge arbejdet med lovændringen.

Det er ikke kun social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), der har socialpolitik på tapetet med det nye lovprogram. Også boligministeren og justitsministeren har elementer i lovprogrammet, som Dansk Erhverv retter blikket mod.

Almene boligorganisationer kan få større frihed
Boligminister Kaare Dybvad (S) fremsætter forslag om at ændre reglerne for, hvordan nybyggeri finansieres. Det vil i nogen udstrækning gøre det muligt for almene boligorganisationer at købe alment boligbyggeri, hvis en række betingelser er opfyldt. Det giver større frihed og potentielt nye muligheder for den almene sektor, så Dansk Erhverv følger dette spændende lovforslag, der har været forsinket af folketingsvalget.

Mere gennemsigtighed på indsamlingsområdet
Justitsminister Nick Hækkerup (S) lægger op til at styrke kontrollen med indsamlinger i et lovforslag, der for Dansk Erhverv at se vil styrke forebyggelsen af ulovlige indsamlinger til blandt andet terrorfinansiering og hvidvask. Det er meget positivt. Åbenhed og gennemsigtighed er godt – også når det gælder indsamlinger! Lovforslaget rummer samtidig det forslag, at en forening skal have eksisteret i 10 år, før den kan få lov til at starte en indsamling. I Dansk Erhverv er vi bekymrede for, at det kan ramme et spirende civilsamfund hårdt. Derfor følger vi også dette lovforslag tæt.

Læs mere her: Dansk Erhvervs høringssvar fra 1. oktober.

Der er med regeringens lovprogram lagt op til et folketingsår, hvor socialpolitikken er i fokus, og i Dansk Erhverv glæder vi os til at bidrage med løsninger.

Kontakt

Velfærd og samfund

Christian Keller Hansen

Velfærdspolitisk fagchef