; ;
Gemt

Fyret for at sende fodbold-sms til venner i arbejdstiden

En medarbejder blev opsagt for at sende en privat sms i arbejdstiden i strid med virksomhedens telefonpolitik. Det mente byretten ikke var grund nok til en saglig opsigelse. Virksomheden blev dømt til at betale en godtgørelse.

Nyhed

Sådan er reglerne
Det er arbejdsgiveren, der har ledelsesretten og kan bestemme, hvad arbejdstiden må bruges til. Arbejdsgiveren kan fastsætte regler for brug af mobiltelefoner i arbejdstiden, for eksempel i personalehåndbogen. Hvis en medarbejder overtræder reglerne, kan arbejdsgiveren påtale det, og afhængig af konsekvenserne og karakteren af overtrædelsen kan det udgøre en saglig grund til at stoppe ansættelsesforholdet.

Om overtrædelse af en personalepolitik kan bruges som begrundelse for en opsigelse eller bortvisning, afhænger dog altid af en konkret vurdering, hvor en række faktorer spiller en væsentlig rolle. Særligt væsentligt for vurderingen er medarbejderens anciennitet, overtrædelsens omfang, den konkrete skadevirkning, og om der er givet en advarsel.

En uberettiget opsigelse eller bortvisning kan koste en godtgørelse.

Sagen kort
Medarbejderen, som havde været ansat i 15 år, havde i strid virksomhedens skriftlige telefonpolitik sendt en privat sms, kort tid før han skulle til frokost. Chefen opdagede det, da sms’en ved en fejl blev sendt til hende. Medarbejderen var ansat som chauffør på et apotek, og hans arbejde bestod primært i at bringe medicinvarer frem til kunderne, dvs. private, klinikker, læger og institutioner.

Virksomheden ønskede en restriktiv telefonpolitik, da man anså apoteket som en del af sundhedsvæsenet og gerne ville fremstå seriøse ved kundebesøg. Det var derfor vigtigt, at man ikke stod med bippende telefoner ude hos kunderne.

Medarbejderen havde ikke tidligere fået påtaler eller en skriftlig advarsel for at bruge mobiltelefonen i arbejdstiden. Medarbejderen havde kun fået mundtlige påtaler for småting og en skriftlig advarsel 3 år tidligere for at glemme noget medicin i bilen.

Medarbejderen blev opsagt med den begrundelse, at han havde overtrådt firmaets telefonpolitik ved at sende en privat sms i arbejdstiden.

Byrettens afgørelse
Byretten kom frem til, at medarbejderen havde overtrådt virksomhedens nedskrevne telefonpolitik, at medarbejderen var bekendt med politikken, og at der ikke var omstændigheder, der kunne begrunde, at overtrædelsen kunne anses for undskyldelig. Byretten lagde herefter vægt på, at sms’en ikke var blevet afsendt under et kundebesøg, men at sms’en blev sendt på vej fra bilen til frokoststuen. Hensynet, som begrundede politikken, var dermed ikke blevet krænket.

Byretten bemærkede derefter, at medarbejderen var 64 år gammel, og at han i de 15 år, han havde været ansat, ikke tidligere havde modtaget en advarsel for overtrædelse af virksomhedens telefonpolitik eller tilsvarende.

Byretten konkluderede herefter, at opsigelsen ikke var proportional i forhold til overtrædelsen, og at opsigelsen ikke var rimeligt begrundet i virksomhedens eller medarbejderens forhold. Virksomheden blev dømt til at betale medarbejderen en godtgørelse svarende til 4 måneders løn.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen er på linje med retspraksis. Det afhænger altid af sagens konkrete omstændigheder, om en overtrædelse af virksomhedens personalepolitikker kan begrunde en opsigelse eller bortvisning. Høj anciennitet, overtrædelsens grovhed og eventuelle tidligere advarsler kan blandt andet spille ind i forhold til vurderingen.