; ;
Gemt

GDPR: Hvad med mine samtykker til markedsføring?

Den 25. maj trådte EU’s databeskyttelsesforordning i kraft, og det har betydning for din samtykkebaserede markedsføring f.eks. nyhedsbreve, markedsføringsmail eller markedsførings-SMS’er. Bliv klogere på kravene til markedsføringssamtykker.

Nyhed

For de fleste gik det ikke ubemærket hen, at EU’s databeskyttelsesforordning skulle følges fra 25. maj 2018.

I tiden op til den skelsættende dato steg antallet af mails i indbakkerne fra alle de virksomheder, myndigheder mv., der sender markedsføring til os.

Nogle af afsendere skrev blot for at orientere os om, at de havde styr på EU’s databeskyttelsesforordning, samt at vi trygt kunne forsætte med at modtage deres elektroniske markedsføring.

Andre afsendere – og dem var der en del af - bad os om at forny vores samtykke til modtagelse af elektroniske markedsføring, og typisk bad de om et fornyet samtykke med den begrundelse, at det var et krav efter databeskyttelsesforordningen.

Men hvad er egentlig rigtigt, og hvorfor var det kun nogle afsendere, der bad om nye samtykker, imens andre nøjedes med at informere? Var det et krav at bede om nyt samtykke til elektronisk markedsføring?

Hvis det eksisterende samtykke var indhentet i overensstemmelse med markedsføringsloven og dermed opfylder betingelserne i markedsføringsloven § 10, stilles der ikke med EU-databeskyttelsesforordningen krav om, at erhvervsdrivende skal indsamle samtykker på ny eller skal bede om genbekræftelse af eksisterende samtykker.

Forbrugerombudsmanden udsendte 25. maj 2018 et notat om EU-databeskyttelsesforordningens betydning for reglerne om udsendelse af elektronisk markedsføring.

I notatet slår Forbrugerombudsmanden det fast, at der IKKE er krav om indhentelse af et nyt samtykke, hvis afsenderes elektroniske markedsføring er baseret på lovlige samtykker indhentet inden 25. maj 2018.

Er der slet ikke noget nyt med EU’s databeskyttelsesforordning?
Kravene til samtykke efter databeskyttelsesforordningen er i stor udstrækning de samme som stilles efter markedsføringsloven, hvorefter et samtykke skal være udtryk for en ”frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse”.

Heri lægger bl.a., at de personer der afgiver samtykke til markedsføring skal informeres om, hvem de giver samtykke til – altså hvilken eller hvilke virksomheder, der er afsendere af markedsføringen. Man skal vide, hvilket medie eller medier samtykket omfatter, f.eks. e-mail eller e-mail og SMS mv. Yderligere skal det af samtykketeksten fremgå, hvad det er man vil modtage markedsføring om, f.eks. nyhedsbreve eller tilbud på virksomhedens produkter (her kan det afhængig af bredden på virksomhedens sortiment være nødvendigt at informere om forskellige produktkategorier).

Der er noget nyt! Efter EU-databeskyttelsesforordningen skal de personer, der behandles personoplysninger om, på tidspunktet for indsamling af personoplysninger – i det her tilfælde, når samtykket indhentes – informeres om, hvordan virksomheden behandler personoplysninger.

Dette opfyldes typisk ved, at virksomheden, der beder om et samtykke, samtidig med indhentelse af samtykket f.eks. i en persondatapolitik informerer om, hvordan virksomheden håndterer de personoplysninger, som den har indsamlet i forbindelse med afgivelse af samtykket.

Der er mere nyt! Med EU-databeskyttelsesforordningen skal virksomheden, der beder om samtykke, oplyse om, at samtykket kan trækkes tilbage igen.

Hidtil har det efter markedsføringsloven udelukkende været et krav, at modtagere af elektronisk markedsføring nemt og vederlagsfrit skal kunne frabede sig fremtidig markedsføring fra afsenderen, imens der ikke var været stillet krav om, at afsenderes i forbindelse med indhentelse af samtykker til markedsføring skulle informere om dette. Fra 25. maj 2018 SKAL der informeres om, at samtykket kan trækkes tilbage.

Er du i tvivl om, hvorvidt din virksomheds samtykker er gyldige efter 25. maj 2018?
Dansk Erhverv hjælper gerne medlemmer med at gennemgå markedsføringssamtykker for at vurdere, om de er udformet korrekt. Vi rådgiver også om udformning af nye samtykker og persondatapolitikker.

Hvis du ønsker at læse notatet om samtykker fra Forbrugerombudsmanden findes det her: Notat om samtykker

Kontakt

Handel

Martin Jørgensen

Advokat, chefkonsulent
Medarbejderprofil