; ;
Gemt

Generation Verdensmål søger job i it- og rådgivningsvirksomheder

11. marts 2020

Det er i de videns- og kompetencetunge brancher, såsom i rådgivningsvirksomheder og indenfor it og tele, at medarbejderne i særlig grad er med til at drive en udvikling i retning af mere samfundsansvar.

Alle virksomheder – såvel store som små – kan have gavn af en indsats for bæredygtighed og verdensmål. Generelt har kendskabet til verdensmålene vokset sig så stort, at hele 74 procent af danskerne kender til målene. Og det er særligt unge under 35 år, der kender verdensmålene rigtig godt.

I 2019 udgav Deloitte ’Global Millennial Survey 2019’, der sætter fokus på de unges krav, holdninger og tro på samfundet. Analysen viser blandt andet en udbredt skepsis i forhold til virksomhedernes balance mellem profit og samfundsansvar samt et ønske om at støtte og bakke op om de virksomheder, der opfattes som at være i overensstemmelse med egne værdier.

Den gode nyhed er, at alle virksomheder kan forbedre sine rekrutterings- og fastholdelsesmuligheder ved at arbejde med bæredygtighed og verdensmål. Hvor mindre virksomheder måske ikke altid vil kunne matche de større på for eksempel lønpakke og prestige, så kan de i hvert fald sagtens være med i konkurrencen om den kvalificerede arbejdskraft, hvis kriteriet er ’mening’ og at bidrage til at løse verdens udfordringer. Men det kræver til gengæld, at virksomhederne forholder sig til deres samfundsansvar. 

Store muligheder - særligt i rådgivningsbranchen samt it og tele
En ny medlemsanalyse blandt Dansk Erhvervs medlemmer bekræfter, at mange virksomheder oplever et stigende pres for at udvise samfundsansvar. Analysen viser samtidig variationerne fra branche til branche. Det er nemlig i de videns- og kompetencetunge brancher, såsom i rådgivningsvirksomheder og indenfor it og tele, at medarbejderne i særlig grad er med til at skubbe udviklingen i retning af mere samfundsansvar. Sammenlignet med øvrige brancher er det også særligt her, at arbejdet med samfundsansvar udløser gevinster i forbindelse med rekruttering og fastholdelse. Derfor ser vi blandt andet flere it- og televirksomheder gå nye veje i rekrutteringen. Det kan for eksempel være en dusør til medarbejdere, der skaffer en ny kollega, eller det kan være at tage skridt til en inkluderende og fleksibel arbejdsplads, der tilgodeser medarbejdernes forskellighed og livsfaser.

Hvilket ’formål’ tilbyder din virksomhed?
Vi har allerede set eksempler på, at store virksomheder har taget udgangspunkt i de globale udfordringer, når de udvikler nye produkter, eller via deres markedskommunikation. Eksempelvis har Novozymes udregnet den gavnlige effekt af virksomhedens løsninger inden for klima, vand, kemikalier og affaldsreduktion m.m. Det kan lyde som en stor mundfuld, men det kan også lade sig gøre, selvom man er en lille, lokal virksomhed uden eksportsalg.

Bidrag til lokalsamfundet i kraft af arbejdspladser, interaktion med lokale foreninger eller skoler, politikker og indsatser for mangfoldighed på arbejdspladsen samt et strategisk fokus på at ansætte fra kanten af arbejdsmarkedet er alt sammen noget, der kan udfolde virksomheders formål og bidrag til verdensmålene.

Samarbejde løser mere end én opgave
Når en socialøkonomisk virksomhed som Specialisterne, der skaber jobmuligheder for mennesker med autisme og lignende udfordringer, samarbejder med for eksempel TDC, Deloitte og Københavns Lufthavne A/S, så beror det på virksomhedernes behov for at få løst nogle konkrete opgaver. Men det bidrager samtidig til en mangfoldig kultur på arbejdspladsen, til et inkluderende arbejdsmarked i Danmark og i sidste ende til verdensmål 8 om anstændige jobs og økonomisk vækst. Og når ReDI School Denmark, der hjælper kvinder med minoritetsbaggrund frem til muligheden for at blive it-studerende, indgår samarbejde med IBM, så handler det om præcis det samme. IBM bidrager med hjælp og promovering af frivilligmulighederne internt i virksomheden – og IBM får mulighed for at tilbyde sine medarbejdere at bruge deres kompetencer til et ’større formål’, nemlig uddannelse og beskæftigelse.

Læs analysen her: Forventninger til virksomheders samfundsansvar – pres og muligheder