; ;
Gemt

Geoblokering og salg af fødevarer på nettet

I december 2018 træder det nye EU-forbud mod geoblokering i kraft, og det får også betydning for dig, hvis du sælger fødevarer på nettet. Reglerne betyder som udgangspunkt, at du ikke kan nægte at sælge til forbrugere og visse erhvervsdrivende i de andre EU-lande.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 27. NOVEMBER 2018

De nye regler gælder for salg til forbrugere og til erhvervsdrivende, når de erhvervsdrivende er slutbrugere. Det vil sige, at du ikke er tvunget til at sælge til andre erhvervsdrivende, hvis de skal sælge varerne videre eller på anden måde bruger det i deres produktion.

Salgspligt, men ikke leveringspligt
Når forbuddet mod geoblokering træder i kraft, kan du ikke længere nægte at sælge til slutbrugerkunder i de andre EU-lande, men du er ikke forpligtet til at levere til dem. I praksis betyder det, at kunderne skal kunne anvise en leveringsadresse indenfor dit normale leveringsområde, hvis de ønsker at handle hos dig. Derefter er det kundens eget ansvar at få transporteret varerne videre til deres hjemland. Hvis du tilbyder afhentning i din fysiske butik eller et andet sted, skal udenlandske kunder have samme mulighed.

Ikke ekstra krav til mærkning
Hvis en kunde fra Spanien vælger at handle i din netbutik, betyder det ikke, at du skal kunne levere varerne med spansk mærkning. Kunder fra de andre EU-medlemslande handler som udgangspunkt på lige fod med danske kunder, og du skal derfor alene overholde de krav, der gælder i Danmark.

Hvis du allerede i dag markedsfører dig overfor kunder i nogle af EU’s medlemslande, skal du fortsat overholde reglerne i de lande, hvor du aktivt markedsfører dig. De nye regler finder altså alene anvendelse på kunder, der kommer fra lande, hvor du i dag ikke markedsfører eller leverer dine produkter.

Krav til din hjemmeside
Som et led i de nye regler kommer der et forbud mod at blokere adgangen til din hjemmeside eller rerouting til andre hjemmesider. Rerouting kan dog ske, hvis kunden giver sit samtykke til at blive reroutet, og kunden let kan komme tilbage til den oprindelige hjemmeside.

Hvis du i dag blokerer kunder for eksempel på baggrund af deres IP-adresse, skal du sørge for, at det stopper senest d. 3. december, hvor forbuddet mod geoblokering træder i kraft. Da du herefter er tvunget til at sælge til kunder fra alle EU’s medlemslande, skal du også sørge for, at din hjemmeside kan håndtere udenlandske postnumre og adresser.

Du kan blive tvunget til at acceptere udenlandske kreditkort
Hvis du allerede i dag tager imod dansk udstedte kreditkort som Mastercard, Visa eller lignende kort, så vil du efter de nye regler også være tvunget til at tage imod den samme type af kort udstedt i de andre medlemslande. Det gælder dog kun for den samme type af kort, så du er for eksempel ikke tvunget til at tage imod udenlandske American Express kort, hvis du ikke allerede tager imod dansk udstedte American Express kort.

Er du medlem af Dansk Erhverv kan du altid kontakte vores erhvervsjurister, hvis du har spørgsmål til de nye regler om geoblokering.

Kontakt