; ;
Gemt

Grænsehandel – en dyr folkesport

Dansk Erhvervs nye grænsehandelsanalyse viser, at 45 procent af danske husstande køber ind uden for Danmarks grænser mindst en gang om året. Detailhandlen og statskassen går glip af milliarder, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Nyhed

Dansk Erhverv | Handel - 14. november 2019

Høje danske afgifter på slik og chokolade, øl, vin og spiritus har gennem mange år skabt et stærkt incitament for danskerne til at handle syd for den dansk-tyske grænse, og grænsehandlen med nydelsesmidler beløber sig til flere milliarder kroner årligt. I den seneste Skatteøkonomisk Redegørelse fra 2018, har Skatteministeriet estimeret, at den fysiske grænsehandel med nydelsesmidler i 2017 beløb sig til ca. 3,5 mia. kr.

Danskerne grænsehandler således for væsentlige summer, og når grænsehandlen når et så unaturligt højt niveau som i dag, er der tale om en grad af konkurrenceforvridning, der har store konsekvenser for de danske handelsvirksomheders mulighed for at drive deres forretning.

Verdens højeste skatte-, moms- og afgiftstryk
Incitamentet til grænsehandel udspringer af, at Danmark har et af verdens højeste skatte-, moms- og afgiftstryk, hvor afgifterne på nydelsesmidler langt overstiger afgiftsniveauet hos vores naboer, for mens der i Tyskland slet ikke er afgifter på slik, chokolade eller vin, udgør moms og afgifter i Danmark mellem ca. 30 og 50 pct. af salgsprisen på slik, chokolade, vin, øl og spiritus. Den eksakte andel afhænger af, hvilke detailpriser og varetyper, der bliver taget udgangspunkt i og andelen bliver højere jo billigere selve produktprisen for varen er i forhold til andre varer af samme kategori.

De store afgiftsforskelle forstærkes af, at momsen generelt kun er på 19 pct. i Tyskland, og at der i både Sverige og Tyskland er en særligt lav moms på fødevarer på henholdsvis 12 pct. og 7 pct., og skaber samtidig grobund for et voksende skyggemarked af illegalt indførte varer, der importeres uden om det danske moms-, afgifts- og fødevarekontrolsystem, og som har forgrenet sig til hele landet gennem salg fra kiosker og garager samt gennem anden form for privat, organiseret videresalg.

Den illegale handel er stigende
Ifølge Skatteministeriet er den illegale handel med slik og chokolade steget med 27 pct. i perioden 2011-2017 og har i 2017 en estimeret værdi på 690 mio. kr. udelukkende for nydelsesmidler. Udover at ramme de lovlydige butikker, købmænd og grossister, som får krænket deres retsfølelse og bliver udsat for konkurrenceforvridning, har det skabt et marked, hvor det kan betale sig at snyde.

De høje danske afgifter og den utilstrækkelige håndhævelse overfor den illegale handel betyder, at danske virksomheder i dag står i en urimelig og skævvredet konkurrencesituation, hvor særligt virksomheder syd for grænsen eller velorganiserede illegale bagmænd høster fordelene af at undgå at blive ramt af et afgiftssystem, der er dyrt, ulogisk, bureaukratisk og ikke mindst administrativt tungt at håndtere.

Opkræver ikke den lovpligtige tyske pant
Det er imidlertid ikke kun afgiftsniveauet, som sætter skub i grænsehandlen. Grænsehandelsbutikker undlader systematisk at opkræve den lovpligtige og normale tyske pant på øl- og sodavandsdåser, som alle andre tyske butikker opkræver. Den manglende pant gør produkterne billigere, og betyder at dåserne ikke bliver genanvendt, men ofte ender som skrald i den danske natur.

Dansk Erhverv lægger op til, at politikerne på Christiansborg tager et opgør med de bøvlede og høje danske særafgifter.

Samarbejdet mellem myndighederne skal styrkes, for derigennem at sikre en bedre kontrol med illegalt indførte varer, der indføres udenom det danske moms-, afgifts- og fødevarekontrolsystem. Alle afgifter på nydelsesmidler skal løbende reduceres med 25 pct. De bøvlede afgifter skal fjernes, og de afgifter, der bibeholdes, skal forenkles for at sikre, at det administrativt bøvl er minimalt, og at myndighederne kan administrere afgifterne.

Analyse af grænsehandlen (nov. 2019).

pdf

Download

Kontakt

Handel

Tina Buur Johnsen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil