Gemt
Presse og Nyheder

Har du styr på de unge til julefrokosten?

Alkohol er en fast del af de fleste julefrokoster. Mange arbejdspladser har unge under 18 år med som deltagere – og derfor er det en god idé at overveje, om man skal have retningslinjer for de unges alkoholindtag.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 25. OKTOBER 2018

De eneste regler, der regulerer unges indtagelse af alkohol, findes i restaurationsloven. Reglerne skelner imellem, om julefrokosten holdes i virksomhedens egne lokaler, eller om den holdes på restaurant, hotel, værtshus eller andre serveringssteder.

Restaurationsloven fastslår, at det er forbudt at servere alkohol for unge under 18 år, når servering foregår i restauranter eller andre serveringssteder. Forbuddet er absolut, og der findes ingen dispensations- eller undtagelsesregler. Forældrene kan derfor ikke give tilladelse for egne børn.

Ved arrangementer, der holdes i virksomhedens egne lokaler, er det virksomheden, der selv beslutter, hvem der må drikke alkohol. Her finder restaurationsloven ikke anvendelse. Lokaler, der udlejes til virksomheder, der selv sørger for serveringen i forbindelse med afholdelse af julefrokosten, er heller ikke omfattet af restaurationsloven.

Gode råd om ansatte under 18 år og julefrokoster

  • Hvis du afholder julefrokosten i virksomhedens egne lokaler, kan du beslutte, at ansatte under 18 år ikke må drikke alkohol til festen. Denne beslutning kan med fordel meddeles skriftligt til personalet inden festen.
  • I de tilfælde hvor julefrokosten afholdes på restaurant, hotel, værtshus eller andre serveringssteder, må ansatte under 18 år ikke drikke alkohol til festen. Det kan være en god idé at melde det ud i tide, så eventuelle ærgrelser kan undgås, når restaurationspersonalet ikke vil udskænke alkohol.
  • Såfremt du beslutter, at ansatte under 18 år gerne må drikke alkohol til festen, kan de unge få et orienteringsbrev med hjem til forældrene, hvoraf det fremgår, at der serveres alkohol til festen. Du kan også bede om forældrenes skriftlige tilladelse til, at de unge deltager i festen.
  • Såfremt der i forvejen er en alkoholpolitik, kan du overveje, om der skal tilføjes et afsnit om ansatte under 18 år og alkohol til personalefester.
  • Du kan overveje, om der skal udstedes drinkskuponer eller lignende til julefrokosten, så der er bedre styr på antallet af genstande.
  • Alt for berusede ansatte – unge som ældre – kan også høfligt sendes hjem i seng.

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.