; ;
Gemt

Hårdt Brexit: Eksportpapirer ligger klar hos Dansk Erhverv

13. november 2020

Dansk Erhvervs carnet- & certifikatservice forbereder danske virksomheder på, at de kan få brug for eksportpapirer allerede fra nytår, hvis Brexit ender med ”no deal”.

 

Danske virksomheder, der skal have transporteret varer til Storbritannien, skal formentlig igen til at udfylde papirer og have stemplet dokumenter, når landet endegyldigt forlader EU.

Hvornår og hvordan er endnu uafklaret. Storbritannien har endnu ikke indgået hverken en permanent aftale eller en overgangsordning med Europa-Kommissionen om tilhørsforholdet til EU, når Brexit træder i kraft fra og med den 1. januar 2021.

Måske ”fri” overgangsperiode på 2 år
Ifølge Dansk Erhverv mener søsterorganisationen London Chamber of Commerce and Industry, at der under alle omstændigheder vil være en ”fri” overgangsperiode på 2 år efter Brexit. Men det er alt sammen endnu uafklaret.

Dansk Erhvervs carnet- & certifikatservice har imidlertid papirerne klar og opfordrer danske virksomheder, der eksporterer til Storbritannien, til også at have interne systemer og procedurer klar inden nytår.

Ved ”no deal” vil virksomhederne skulle bruge oprindelsescertifikater til eksport af varer til Storbritannien, og ATA-Carneter til midlertidig eksport af professionelt udstyr. Et ATA-Carnet erstatter de ordinære ind- og udførselspapirer, og der skal ikke stilles sikkerhed for told og afgifter. ATA-Carneter dækker blandt andet computere, lyd- og lysudstyr, kameraer, køretøjer, juveler, beklædningsgenstande, sportsudstyr, musikinstrumenter, cirkusdyr, heste og værktøj - dog ikke entreprenørmateriel og landbrugsmaskiner, der skal bruges til arbejde i udlandet.

Undgå at komme i klemme
For at undgå at komme i klemme i Brexit har Dansk Erhverv et godt råd: Hvis man vil være 100 % sikker på at kunne genindføre det professionelle udstyr, som man midlertidigt eksporterer til Storbritannien før Brexit il januar, bør man udtage et ATA-Carnet, der gælder efter Brexit.

Dansk Erhverv foretrækker naturligvis, at Storbritannien og EU kommer til enighed om en aftale. Men uanset hvad står man klar til at hjælpe virksomhederne med deres internationale handel.

”Det er i alles interesse, at vi får en deal mellem EU og Storbritannien. Dansk Erhverv er klar til at understøtte den vigtige handel med rådgivning, og vi er hele tiden i kontakt med International Chamber of Commerce - ICC, der forhandler og varetager globale aftaler herom,” siger salgschef Jesper Juul-Jensen, Dansk Erhverv.

Yderligere oplysninger om Carnet & Certifikat
Her finder du nærmere oplysninger om Dansk Erhvervs carnet- & certifikatservice findes på hjemmesiden, hvor dokumenter også kan bestilles og ekspederes online.

 

Af Kristian Kongensgaard, redaktør, Dansk Erhverv

Kontakt