; ;
Gemt

Højesteret: 800.000 i erstatning til agent

I en ny dom fastslår Højesteret, at en agents afvisning af at underskrive agenturgivers nye branche-standard, ikke udgjorde væsentlig misligholdelse af agentforholdet. Retningslinjerne efterlod ikke et tilstrækkeligt råderum for agenten til at kunne agere selvstændigt, vurderede Højesteret.

Nyhed

Dansk Erhverv | Erhvervsjura - 4. april 2019

Af Sven Petersen, erhvervsretlig fagchef, Dansk Erhverv

Agentaftalen
Agenturgiveren (Stragen Nordic A/S) indgik i 2010 en agentaftale med agenten (Hessel Pharma ApS), hvorefter agenten skulle være agenturgivers’ eksklusive agent i Danmark, Norge og Sverige for salg af en del af agenturgivers lægemiddelsortment. Aftalen var uopsigelig for en 5-årig periode, frem til 1. maj 2015.

Den 28. november 2012 fremsendte agenturgiveren en Standard Operating Procedures (”SOP”) til underskrift hos agenten. Agenten meddelte den 13. december 2012 at denne ikke kunne acceptere SOP’en, da denne efter agentens vurdering gik ud over de forpligtelser, som agenten havde påtaget sig ved agentaftalen.

SOP’en indeholdte blandt andet følgende bestemmelse vedr. responsibilities: “Stragen Nordic, as MA Holder, is responsible for ensuring that suitable processes exist for the handling of quality and safety issues related to the concerned products. In addition, Stragen Nordic is responsible for the scientific information which is delivered about the products placed on the market.” Samt følgende bestemmelse vedrørende procedure: “As commercial agent of Stragen Nordic, Hessel Pharma has contact to and visits hospitals and hospital pharmacies in all the Nordic countries. Any significant technical questions and/or product related requests / information received during this contact or these visits must be forwarded to the QR of Stragen Nordic to be processed according to the relevant procedures.”

Agenturgiveren ophæver den 30. maj 2013 agentaftalen som følge af agentens væsentlige misligholdelse. Agenten bestred den 31. maj 2019, at betingelserne for ophævelse var opfyldt. Agenten rejste efterfølgende krav om erstatning og godtgørelse efter handelsagentloven.

Hvor går grænserne for agenturgivers retningslinjer overfor agenten
Ifølge handelsagentlovens § 4, stk. 2, nr. 3 omfatter handelsagentens loyalitetsforpligtelse blandt andet i at ”følge rimelige forskrifter fra agenturgiveren.” Uanset om bestemmelsen som sådan ikke nævnes i dommene, må man lægge til grund, at den ligger til grund for afgørelsen, da der er tale om en central bestemmelse.

Sø- og Handelsretten fandt ikke, at agenten havde udvist væsentlig misligholdelse ved at afvise, at underskrive SOP’en. Agenturgiver var derfor ikke berettiget til at hæve aftalen.

Sø- og Handelsretten lagde i dens dom afgørende vægt på, at (i) det var ubestridt, at ingen myndighed har påtalt mangler ved agentens overholdelse af myndighedskrav; (ii) agentaftalens indhold taget i betragtning, var der ikke regulatoriske forhold der nødvendiggjorde en SOP med det pågældende indhold, (iii) SOP’en blev fremsendt i nær tidsmæssig tilknytning til tildeling af specifikke markedsføringstilladelser, og (iv) agenten var ikke på grund af agentaftalen, forpligtet til at tiltræde SOP’en, samt (v) særligt vedr. spørgsmålet om agents mulighed for at give kunderne information om produkterne, formuleret på en sådan måde, at ”[agenten] med rette kunne rejse spørgsmål om, hvorvidt [agenten] på samme måde som tidligere ville kunne fungere som selvstændig agent i henhold til aftalen herom.”. Agenten blev tilkendte erstatning og godtgørelse på i alt 800.000 kr.

Sagen blev efterfølgende indbragt for Østre Landsret og der blev til brug for rettens behandling foretaget syn og skøn. Af den udarbejdede skønserklæring fremgik det bl.a. at SOP’en var sædvanligt i medicinalbranchen og ikke indeholdte væsentligt kommercielle byrdefulde forhold for agent.

På baggrund af skønserklæringen og med henvisning til, at SOP’en måtte anses for at være af væsentlig betydning for agenturgiver, fandt Østre Landsret at agentens afvisning af at underskrive SOP’en udgjorde væsentlig misligholdelse. Agenturgiveren var derfor berettiget til at ophæve agentaftalen og blev frifundet for erstatnings- og godtgørelseskrav.

Fordi spørgsmålet om agentens selvstændighed var principiel, blev sagen med procesbevillingsnævnet tilladelse indbragt for Højesteret, der afsagde dom den 12. marts 2019. Højesteretsdommen er meget kort, og fastslår med henvisning til Sø- og Handelsrettens dom, at agenten ikke havde misligholdt agentaftalen væsentligt, og at agenturgiveren derfor havde ophævet agentaftale uberettiget.

Højesteret skriver i begrundelsen ”Som anført af Sø- og Handelsretten er bestemmelserne i SOP’en – navnlig om agentens mulighed for at give kunderne information om produkterne og svare på spørgsmål selv – formuleret på en sådan måde, at Hessel Pharma med rette kunne rejse spørgsmål, om Hessel Pharma fortsat kunne fungere som selvstændig agent i henhold til agentaftalen. Stragen Nordic besvarede ikke Hessel Pharmas anmodning om at få klargjort disse spørgsmål, men fastholdt blot, at Hessel Pharma var forpligtet til at underskrive SOP’en. I hvert fald under disse omstændigheder finder Højesteret, at det er uden betydning for spørgsmålet om væsentlig misligholdelse fra Hessel Pharmas side, om SOP’en som anført i skønserklæringen må anses for sædvanlig i branchen og ikke kan anses for væsentligt kommercielt byrdefuld for Hessel Pharma.”

Det fremgår af Højesteret begrundelse, at såfremt agenturgiver undlader at besvare agentens berettiget anmodning om klarlæggelse af SOP’ens betydning for agentforholdet, er det uden betydning for spørgsmålet om væsentlig misligholdelse, om SOP’en ellers må anses for sædvanlig i branchen og i øvrigt ikke er væsentligt kommercielt byrdefuld for agenten.

Det bemærkes for god ordens skyld, at udskriften af dommen fra Højesteret ikke indeholder henvisninger – eller anden omtale – af hvilke spørgsmål agentens anmodede om en afklaring på.

Højesteret tilkendte agenten godtgørelse og erstatning på i alt 800.000 kr.

Agenturgiver skal forklare hvilken betydning retningslinjer har for agenten
Højesterets meget klare udmelding om, at det er uden betydning om SOP’en er i overensstemmelse med branche standard og i øvrigt ikke er væsentligt kommercielt byrdefuldt for agenten, må forstås på den måde, at en agenturgiver ikke kan fremsende nye procedure til en agent – uanset hvor standard disse måtte være – og så efterfølgende undlade at besvare agentens spørgsmål, såfremt agenten har vanskeligt ved at vurdere rækkevidden og betydningen af disse retningslinjer. I hvert fald ikke, hvis agenturgiver vil bevare muligheden for at hæve aftalen, skulle agenten undlade at tiltræde de nye procedurer. Dommen må derfor forstås således, at hvis agenturgiver vil pålægge agenten nye retningslinjer, så skal agenturgiver være klar til at forklare og beskrive omfanget af, formålet med og konsekvenserne ved de nye retningslinjer.

Læs afgørelserne:


Højesterets dom af 12. marts 2019

Østre Landsrets dom af 29. november 2017 

Sø- og Handelsrettens dom af 18. august 2016

Kontakt

Handel

Sven Petersen

Erhvervsjuridisk fagchef
Medarbejderprofil