; ;
Gemt

Hos Skoringen i Ringe er lageret stadig fyldt med vintersko: ”Det er forfærdeligt”

23. februar 2021

Den første forårssol har afløst frostgraderne, og dermed er hele vinterlageret af sko nu svært at sælge for Skoringen i Ringe på Fyn. Og der er ingen mulighed for at få kompensation for lagernedskrivning, fortæller skohandler Jørgen Rubæk Krebs til Brian Mikkelsen, der har været på besøg for at høre, hvilke udfordringer, der er på dagsordenen hos skobutikken. 

Coronakrise, skiftende restriktioner og nedlukning har vendt op og ned på hverdag, strategi og forretning for danske virksomheder. Derfor besøger Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen medlemsvirksomheder for at høre, hvad der fylder hos dem.

Jørgen Rubæk Krebs har været skohandler i Ringe på Fyn i mere end 20 år. Sammen med sin hustru Jette Rubæk Krebs driver han tre skobutikker på Fyn, der er en del af kæden Skoringen. 

”Der har du mit smertensbarn,” siger Jørgen Rubæk Krebs til Brian Mikkelsen og peger på en hylde fyldt med varme støvler. Støvler, der er meget svære at sælge nu, hvor vejret er blevet varmere, og som med stor sandsynlighed ikke er på mode næste år. 

”At være tvangslukket på et tidspunkt, hvor man skifter sæson - endda fra en vintersæson med rigtigt vintervejr - det er forfærdeligt,” siger Jørgen Rubæk Krebs og uddyber konsekvensen: 

”Jeg står tilbage med at lager, der er markant større end normalt på det her tidspunkt.” 

Kan ikke få hjælp til lagervarer 
Jørgen Rubæk Krebs understreger, at der har været fine kompensationspakker til en række områder, men når det kommer til nedskrivning af lagervarer, oplever han, at der ikke er særlig stor lydhørhed. 

”Vi har for store varelagre, og det binder likviditet. Næste år er skoene ikke lige så meget værd,” siger han. 

Brian Mikkelsen er enig – der skal fokus på kompensation for nedskrivning af lagervarer. 

”Vi skal kigge på varelagerkompensationen og sørge for, at virksomhederne også bliver kompenseret for deres varelager - for sæsonerne skifter,” siger Brian Mikkelsen, der også understreger, at Jørgen Rubæk Krebs skal have lov til at åbne sine skobutikker så hurtigt som muligt. 

”Butikkerne skal åbne med det samme. Hellere i dag end i morgen,” siger han. 

Skohandleren er helt klar til at tage imod kunder igen fra 1. marts med øje for alle restriktioner.  

Det er heller ikke kun hans egne butikker, han tænker på, når han håber på genåbning; det handler også om det det lokale butiksmiljø i Ringe, hvor et helt tomt torv står som en påmindelse om corona-konsekvenserne.  

Dansk Erhverv er kommet med en række forslag til at forbedre kompensationsordningerne. Heriblandt afskrivning af varelagre, der hjælper virksomheder med en stor lagerbeholdning, der hurtigt mister værdi – såsom tøj og sko.

Læs Dansk Erhvervs forslag til forbedring af kompensation her: Dansk Erhverv - Forbedringsforslag til kompensationspakker

Medlemsbesøg

Brian Mikkelsen besøger en række medlemsvirksomheder rundt om i landet for at høre, hvordan corona påvirker dem. Se videoerne og læs artiklerne her:

Besøg hos SPORT 24 i Silkeborg: SPORT 24-direktør i opråb om nedlukning: Vi er slået til pindebrænde – igen

Besøg hos Smukfest i Skanderborg: Smukfest tror på festival til sommer - men det kræver fuldt blus på coronapasset

Besøg hos Parken Sport & Entertainment i København: Parken-direktør om vanskelig tid: Det er som at reparere flyet, imens vi flyver

Besøg hos GreenMobility i København: GreenMobility-stifter: Grønne iværksættere har brug for bedre vilkår - især under corona

Besøg hos Odense Sport & Event i Odense: Odense Sport & Event efterlyser langvarig kompensation: Ellers synker vi helt til bunds

Besøg hos Old Irish Pub: Old Irish Pub efterlyser genåbningsplan: Giv os noget at arbejde ud fra

Besøg hos HTH: HTH har fået det bedste ud af nedlukningen: Vigtigt at være offensiv