; ;
Gemt

Husk: Mulighed for frivillig indbetaling af indefrosne feriemidler

01. februar 2021

Alle virksomheder kan fra i dag den 1. februar 2021 frivilligt vælge at betale de indefrosne feriemidler.

Nu kan du frivilligt vælge at indbetale medarbejdernes indefrosne feriemidler, der er optjent i perioden den 1. september 2019 til den 31. august 2020, til fonden Lønmodtagernes Feriemidler.

De frivillige indbetalinger kan ske løbende fra den 1. februar 2021 og frem. Det er muligt at indbetale for alle eller kun for nogle medarbejdere.

Hvordan indbetales feriemidlerne?
Indbetaling af de indefrosne feriemidler foregår via selvbetjeningsløsningen på virk.dk - Lønmodtagernes Feriemidler.

Du skal logge på selvbetjeningsløsningen med NemID, hvor der her vil være en fane for frivillig indbetaling.

Årlig indeksering af de indefrosne feriemidler
Virksomheder skal årligt betale en indeksering af de feriemidler, som man vælger at beholde. Indekseringen afspejler lønudviklingen det foregående år og fastsættes én gang om året inden den 31. maj. I juli måned vil du modtage et brev fra Lønmodtagernes Feriemidler med oplysninger om indekseringen.

Indekseringen stopper fra det tidspunkt, hvor feriemidlerne indbetales. Hvis indbetalingen sker f.eks. den 1. april 2021, vil indekseringen blive beregnet for perioden den 1. september 2020 til den 1. april 2021.

Lovpligtig indbetaling fra juli 2021 og fremover
Fra den 1. juli 2021 og hvert år fremover vil du årligt modtage et brev fra Lønmodtagernes Feriemidler med opkrævning af forfaldne feriemidler. Opkrævningen består af feriemidler for medarbejdere, der har ret til at få udbetalt feriepenge, for eksempel medarbejdere der er nået folkepensionsalderen. Her vil det også fremgå, hvordan du skal forholde dig, hvis du fortsat ønsker at beholde de resterende feriemidler i virksomheden, og hvordan du giver besked herom.

Læs mere om indbetaling og indeksering af de indefrosne feriemidler i Dansk Erhvervs notat om overgangsordningen.

Du kan kontakte Dansk Erhvervs Hotline med spørgsmål på 33 74 64 00 eller via hotline@danskerhverv.dk.