; ;
Gemt

Hvordan beregnes kompensation for mistet provision under ferie?

Kompensation for mistet provision under ferie skal beregnes som feriegodtgørelse på 12,5 % af provisionen i det forudgående kalenderår (optjeningsåret). Det har Højesteret for nylig bekræftet.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 17. januar 2020

Kort om reglerne
Det fremgår af ferieloven, at lønnen under ferie er den sædvanlige og fast påregnelige løn på ferietidspunktet. Det fremgår endvidere af loven, at en provisionslønnet medarbejder har krav på kompensation for den provision, som vedkommende mister som følge af ferieafholdelse.

Kort om sagen
Sagen handlede om en tandplejer, som på grund af ferie havde mistet provision. Parterne var enige om, at medarbejderen havde krav på kompensation for den mistede provision, da tandplejerens løn var sammensat af en fast grundløn og en ikke ubetydelig provision. Parterne var dog uenige om, hvordan kompensationen skulle beregnes.

Virksomheden havde udbetalt feriegodtgørelse på 12,5 % af medarbejderens provision i det forudgående kalenderår (optjeningsåret). Medarbejderen mente, at kompensationen skulle beregnes på grundlag af det gennemsnitlige honorar i de forudgående tre måneder (eller en anden referenceperiode), samt at der skulle korrigeres for fravær.

Virksomheden fastholdt sin beregningsmetode og henviste til, at metoden fremgår direkte af ferielovens forarbejder, og at forarbejderne ikke indeholder hjemmel til at kræve feriegodtgørelse beregnet på anden måde.

Medarbejderen gjorde gældende, at forarbejdernes formulering ikke udelukker, at der kan anvendes en anden beregningsmetode, og at kompensationen i stedet skulle beregnes ud fra, hvad det måtte forventes, at medarbejderen ville have optjent i provision, såfremt ferien ikke var blevet afholdt.

Højesterets afgørelse
Højesteret stadfæstede landsrettens dom med henvisning til ferieloven og dens forarbejder. Medarbejderen havde således ikke krav på at blive kompenseret på anden måde end ved feriegodtgørelse på 12,5 % af provisionen i det forudgående kalenderår (optjeningsåret). Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at beregne kompensationen på anden måde.

Dansk Erhverv bemærker
Højesterets dom bekræfter den hidtidige retstilstand, hvorefter kompensation for mistet provision skal beregnes som en feriegodtgørelse på 12,5 % af optjent provision i det forudgående kalenderår (optjeningsåret).

Der er ikke tilsigtet ændringer i disse regler i den nye ferielov, der ikke opererer med et forskudt optjeningsår. Kompensation for mistet provision vil derfor pr. 1. september 2020 skulle beregnes som feriegodtgørelse på 12,5 % af den provision, der er optjent i løbet af ferieåret (1. september – 31. august).

Dansk Erhverv anbefaler medlemmerne at rette henvendelse, hvis der er tvivl om beregningsgrundlaget for feriegodtgørelse.