; ;
Gemt

Hvordan håndterer du sygefravær?

Det er vigtigt, både af hensyn til driften og nedbringelse af sygefraværet, at have fokus på, hvordan du håndterer en medarbejder, der er sygemeldt. Hvor meget kontakt bør du have til den sygemeldte, skal der afholdes sygefraværssamtaler, og hvordan skal de i givet fald afvikles? Har du pligt til at lave en fastholdelsesplan, er der brug for lægelig dokumentation, og kan du opsige en sygemeldt medarbejder?

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 6. SEPTEMBER 2018

Kontakt til den sygemeldte
Det optimale er at have en tæt og positiv kontakt til en sygemeldt medarbejder. Det er imidlertid vigtigt, at medarbejderen ikke føler sig hverken forfulgt eller mistænkeliggjort af sin arbejdsgiver. Derfor bør du undlade at kontakte medarbejderen på daglig basis eller forvente, at medarbejderen dagligt giver dig en status på sygdommen.

En jævnlig kontakt kan dog være acceptabel for at høre, hvordan det går og kende prognosen for, hvornår medarbejderen kan vende tilbage. Af hensyn til virksomhedens drift skal du som arbejdsgiver være i stand til at afgøre, om der fx er brug for at ansætte en vikar, eller om der skal ske yderligere omplacering af den sygemeldtes arbejdsopgaver.

Hvis medarbejderens helbred omvendt hindrer decideret kontakt - fx hvis medarbejderen lider af alvorlig stress, hvor hyppig kontakt med arbejdspladsen kan risikere at forværre lidelsen - bør du lade medarbejderen få den fornødne fred og acceptere, hvis medarbejderen siger nej til jævnlig kontakt.

Sygefraværssamtalen
Du skal som arbejdsgiver indkalde en langtidssyg medarbejder til en sygefraværssamtale, som medarbejderen er forpligtet til at deltage i. Samtalen skal afholdes senest 4 uger efter første sygedag.

Formålet med samtalen er, at du og din sygemeldte medarbejder skal arbejde sammen om at få medarbejderen tilbage på arbejde så hurtigt, som sygdommen tillader det. I kan fx drøfte, om der er mulighed for en gradvis tilbagevenden, eller om der i en periode er specielle skånehensyn.

Dansk Erhverv har lavet et skema med tilhørende vejledning, som du kan bruge til sygefraværssamtalen. I vejledningen finder du forslag til, hvilke spørgsmål, du kan stille. Du kan finde skema og vejledning i vores guide om sygefraværssamtalen.

Du kan også læse mere om sygefraværssamtalen i pjecen ”Gode Råd Om Sygefraværssamtalen”

Fastholdelsesplan
Din medarbejder kan når som helst under en sygefraværsperiode bede om en fastholdelsesplan, hvis sygefraværet forventes at vare mere end 8 uger. Du og din medarbejder skal udarbejde fastholdelsesplanen i fællesskab. Planen kan fx indeholde en beskrivelse af arbejdspladsens indretning, ændrede arbejdsopgaver osv.

Det kan være en god ide at udarbejde fastholdelsesplanen i forbindelse med sygefraværssamtalen. Hvis du vurderer, at der ikke er behov for en fastholdelsesplan, kan du afslå det, uden at det får betydning for din sygedagpengerefusion.

Lægeerklæringer
Ønsker du sygefraværet dokumenteret, er det dig som arbejdsgiver, der skal bede om en lægeerklæring. Medarbejderen har ikke pligt til af egen drift at dokumentere sit sygefravær.

Der findes forskellige typer lægeerklæringer, som du kan benytte dig af – mulighedserklæring, friattest, varighedserklæring og tro og love-erklæring. Valget af erklæring afhænger af den konkrete situation, men er du fx i tvivl om, hvilke arbejdsfunktioner, der er påvirkede af medarbejderens sygdom, er det en god idé at anvende mulighedserklæringen.

På Dansk Erhvervs hjemmeside kan du læse mere om de forskellige typer lægeerklæringer

Opsigelse af sygemeldt medarbejder
Bliver sygefraværet ved med at trække ud, har du som arbejdsgiver mulighed for at opsige medarbejderen. Du kan dog risikere at skulle betale en godtgørelse, enten fordi sygefraværsperioden ikke er langvarig nok, eller fordi medarbejderen er særligt beskyttet på grund af graviditet eller handicap. I de sidstnævnte situationer kan godtgørelsen til medarbejderen blive meget stor. Derfor er det vigtigt, at du kontakter Dansk Erhverv, inden du opsiger en syg medarbejder.

Du kan læse mere om ”opsigelse på grund af sygdom” og 120 dags-reglen i vores guide.

Yderligere information
På Dansk Erhvervs hjemmeside kan du læse meget mere under temaet ”sygefravær”. Du kan som altid også kontakte vores hotline for yderligere rådgivning på 3374 6400.