Hvornår er der ”arbejdsretlig identitet” mellem to selskaber med samme ejer?

Flere virksomheder indretter deres drift således, at de enkelte forretningsområder udskilles i selvstændige kapitalselskaber. Med henblik på at optimere omkostningsstrukturen har disse selskaber ofte fælles administration, HR, bogholderi, adresse, kontorfaciliteter mv. Fra tid til anden opstår der spørgsmål om, hvorvidt der er et så stort sammenfald mellem ejerne, ledelsen, aktiver mv., at der foreligger den såkaldte arbejdsretlige identitet selskaberne imellem, hvorefter selskaberne kan komme til at hæfte for hinandens forpligtelser til medarbejderne.

I den konkrete sag skulle man tage stilling til, hvorvidt en vognmand skulle hæfte for tilgodehavende løn til medarbejdere i et aktieselskab, som vognmanden var eneaktionær af ved siden af sin personligt drevne virksomhed.

Aktieselskabet drev vognmandsvirksomheden
Et aktieselskab, der var ejet af én aktionær, drev en vognmandsvirksomhed gennem en årrække. I 2014 blev to chauffører ansat i aktieselskabet. De fratrådte igen i løbet af 2016.

I begyndelsen af marts 2017 solgte aktieselskabet vognmandsforretningen til eneaktionæren, der drev vognmandsforretningen videre i sin personligt drevne virksomhed. Kort tid efter gik aktieselskabet konkurs.

Vognmandens personligt drevne virksomhed
Vognmanden havde allerede i 1980’erne etableret den personligt drevne virksomhed, der ikke beskæftigede sig med vognmandsdrift. Denne virksomhed drev han fra samme adresse, som aktieselskabet drev vognmandsforretningen.

Som følge af købet af vognmandsforretningen drev vognmanden den videre med samme navn, biler og kunder som hidtil, samt de medarbejdere, der var ansat i selskabet på købstidspunktet. Virksomhedens adresse var der heller ikke ændret ved.

3F Transportgruppen mente, at vognmanden hæftede personligt
De to chauffører mente, at de havde et krav på efterbetaling af løn, feriegodtgørelse, pension m.v., og 3F Transportgruppen, der førte sagerne for dem, rejste kravet mod vognmanden personligt. De var nemlig af den opfattelse, at vognmanden skulle identificeres med det nu konkursramte aktieselskab (arbejdsretlig identitet), og at han derfor hæftede for chaufførernes påståede løntilgodehavende.

Dansk Erhverv, der repræsenterede vognmanden i sagen, var derimod af den opfattelse, at vognmanden ikke hæftede for et eventuelt løntilgodehavende, som chaufførerne havde optjent, mens de var ansat i aktieselskabet. Sagen skulle derfor afgøres i Arbejdsretten.

Arbejdsretten var ikke i tvivl
Arbejdsretten kom frem til, at vognmanden ikke hæftede for det rejste betalingskrav. I sin begrundelse lagde Arbejdsretten vægt på, at

• Chaufførerne alene havde arbejdet i aktieselskabet.
• Aktieselskabet og den personligt drevne virksomhed var blevet drevet som to selvstændigheder enheder, der beskæftigede sig med forskellige forretningsområder.
• Chaufførerne ikke var ansat i aktieselskabet, da vognmandsvirksomheden blev solgt til vognmanden.

De forhold, at vognmanden ejede og ledede såvel aktieselskabet som den personligt drevne virksomhed, at virksomhederne havde haft samme adresse, og at der var sket en virksomhedsoverdragelse, medførte ikke, at vognmanden hæftede personligt for krav opstået, mens chaufførerne var ansat i aktieselskabet.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen er i tråd med tidligere afgørelser. Der skal være særlige holdepunkter for, at en virksomhed hæfter for medarbejderes tilgodehavende i en anden virksomhed, også selvom der er sammenfald i blandt andet ejerkreds, ledelse, kunder og medarbejdere i de to virksomheder.

Dansk Erhverv repræsenterede vognmanden i sagen.