; ;
Gemt

Må man behandle tidsbegrænsede ansatte ringere end fastansatte?

Tidsbegrænsede ansatte må ikke behandles ringere end fastansatte medarbejdere, hvis der er tale om ”sammenlignelige stillinger”. Østre Landsret har netop afgjort konkret sag om forskellige ansættelsesvilkår for fastansatte teknikere og sæsonansatte assistenter. Arbejdsgiveren fik medhold. Retten vurderede, at der netop ikke var tale om sammenlignelige stillinger, da de fastansatte teknikere havde mere uddannelse og ansvar end de sæsonansatte assistenter.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 4. OKTOBER 2018

Hvad siger reglerne?
Det fremgår af lov om tidsbegrænset ansættelse, at ansættelsesvilkårene for en tidsbegrænset ansat ikke må være mindre gunstige end de vilkår, der gælder for en sammenlignelig fastansat. Ved vurderingen af, om der er tale om en sammenlignelig fastansat, tages der hensyn til medarbejderens kvalifikationer og færdigheder.

Sagen kort
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har ansvaret for blandt andet højdeopmålinger i Danmark for at konstatere landets bevægelser og relatere højdeniveauet til den aktuelle middelvandsstand i de danske farvande.
Til udførelsen af disse opmålinger ansatte styrelsen dels måleteknikere med en toårig uddannelse og dels ufaglærte måleassistenter.

Måleteknikerne var fastansat med en månedsløn, hvorimod måleassistenterne blev tidsbegrænset ansat under et år. Ansættelsen løb typisk fra marts til november måned, da arbejdet i vintermånederne ikke kunne udføres med tilstrækkelig præcision.

Måleassistenterne blev aflønnet med en timeløn, og efter deres overenskomst kunne de efter et års ansættelse overgå til månedsløn. På grund af tidsbegrænsningen under et år kunne måleassistenterne dog ikke opnå den højere månedsløn og mente derfor, at de blev diskrimineret i forhold til måleteknikerne.

Var stillingerne sammenlignelige?
Spørgsmålet i sagen var, om de to stillinger kunne betragtes som værende ”sammenlignelige” i lovens forstand, og om måleassistenterne dermed var blevet diskrimineret. Det blev under sagen lagt til grund, at måleassistenternes opgaver i et vist omfang var ens med måleteknikernes.

Østre Landsret lagde imidlertid vægt på den uddannelsesmæssige forskel i de to stillingerne og det faktum, at måleteknikerne havde ansvaret for planlægningen af arbejdet. Derudover var det måleteknikerne, der havde ansvaret for, at der blev foretaget korrekte opmålinger, ligesom de stod for både indberetning af timer og afrapportering til styrelsen.

På den baggrund fandt landsretten, at en stilling som tidsbegrænset ansat måleassistent ikke var sammenlignelig med stillingen som fastansat måletekniker, hvilket betød, at der ikke var handlet i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse. Styrelsen blev dermed frifundet.

Dansk Erhverv vurderer
Dommen illustrerer, at der blandt andet kan lægges vægt på uddannelse og ansvar ved vurdering af, om to stillinger er sammenlignelige. Uagtet, at indholdet af stillingerne i et vist omfang var ens, blev det afgørende, at måleteknikerne havde et overordnet ansvar, og at de havde en uddannelsesmæssig baggrund.

Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder er altid velkommen til at kontakte os for rådgivning om tidsbegrænsede ansættelser.