; ;
Gemt

IMF nedjusterer men beholder ja-hatten på

IMF har offentliggjort en ny opdateret prognose for verdensøkonomien. Der er tale om en prognose, der både byder på gode og dårlige nyheder. Den dårlig nyhed er, at IMF endnu engang har valgt at nedjustere deres vækstskøn for verdensøkonomien. Den gode nyhed er, at IMF fortsat forventer en svagt tiltagende vækst over de kommende år.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar mandag den 20. januar 2020


IMF har mandag offentliggjort en ny opdateret prognose for verdensøkonomien. Der er tale om en prognose, der både byder på gode og dårlige nyheder. Den dårlig nyhed er, at IMF endnu engang har valgt at nedjustere deres vækstskøn for verdensøkonomien. Vækstskønnet for 2019 og 2020 er således blevet reduceret med 0,1 procentpoint til hhv. 2,9% og 3,3%. Dertil er vækstskønnet for 2021 blevet nedjusteret med 0,2 procent-point til 3,4%. Det er en smule skuffende, da IMF seneste prognose fra oktober 2019 ellers bød på en tydelig nedjustering af prognosen for verdensøkonomien. Der er dog overordnet tale om en nedjustering i småtingsafdelingen, der særligt kan tilskrives en skuffende udvikling i Indien.

Den positive nyhed er, at IMF fortsat forventer en svagt tiltagende vækst over de kommende år. Det er særligt positivt efter et svært 2019, hvor væksten i verdensøkonomien aftog til det laveste niveau siden finanskrisen i 2008-2009. IMF bygger deres forsigtige optimisme på, at de seneste nøgletal generelt har vist tegn på en stabilisering af væksten i verdensøkonomien. Konkret er der tegn på bedring i industrisektoren og en stabilisering af verdenshandlen. Dertil er der mindre usikkerhed fra den politiske front. Den første delaftale mellem USA og Kina er faldet på plads, og usikkerheden omkring Brexit er aftaget. Endelig har en lang række centralbanken lempet pengepolitikken. Det er derfor også IMF’s opfattelse, at de negative risici til prognosen nu er mindre i forhold til deres seneste prognose fra oktober 2019.

Det er naturligvis positivt, at IMF ikke forventer en yderligere forværring af vækstudsigterne. Får IMF ret i deres prognose, så ser det altså ud til at verdensøkonomien styrer uden om en hård økonomisk opbremsning med kraftigt stigende ledighed til følge. Det skal vi naturligvis glæde os over, da en hård økonomisk opbremsning i verdensøkonomien uundgåeligt vil ramme en lille åben økonomi som den danske hårdt. Vi kommer dog ikke uden om, at en vækst i verdensøkonomien på godt 3% ikke er imponerende og er en tydelig opbremsning i forhold til årerne 2016 til 2018. Det betyder også, at eksporten herhjemme vil opleve mindre medvind fra den globale økonomi end tidligere.

Samlet set er dagens IMF-prognose dog god læsning, der giver begrundet håb om, at verdensøkonomien har lagt det værste bag sig, og at der nu igen er udsigt til en svag acceleration i væksten over de kommende år. Det er bestemt en god nyhed efter svært 2019, hvor risikoen for en hård globale recession en overgang var overhængende.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil