; ;
Gemt

Indsigt i tv-overvågning: Stillbilleder eller den fulde optagelse?

05. maj 2020

Datatilsynet har overfor Dansk Erhverv oplyst, at man som dataansvarlig i en række tilfælde nøjes med at give den registrerede indsigt i tv-optagelser via et udsnit af relevante stillbilleder. Det er positivt og vil gøre behandlingen af indsigtsanmodninger både hurtigere, lettere og billigere for virksomhederne.


Efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 har den registrerede som udgangspunkt ret til at få den dataansvarliges bekræftelse på, om personoplysninger om den registrerede behandles, og i givet fald adgang til oplysningerne i form af en kopi af oplysningerne samt en række informationer om behandlingen.

Når en dataansvarlig bliver mødt med en anmodning om indsigt, skal denne som udgangspunkt give indsigt i de oplysninger, der behandles på tidspunktet for anmodningen, samt eventuelle oplysninger, der kommer til i perioden frem til, at anmodningen besvares.

Det er imidlertid kun oplysninger om den registrerede selv, som skal udleveres i forbindelse med en anmodning om indsigt.

Dette indebærer i forhold til tv-optagelser med personoplysninger, at det reelt kun vil være de brudstykker af tv-overvågningsoptagelserne, hvor den registrerede fremgår, der skal gives indsigt i. Det kan således være nødvendigt at opsplitte optagelserne i mindre sekvenser, som derefter kan udleveres. Eller den dataansvarlige kan imødekomme anmodningen ved at udlevere stillbilleder.

Hvis der på optagelserne indgår oplysninger om andre personer, skal den dataansvarlige sløre eller på anden måde fjerne disse, for eksempel ved billedbeskæring. Er personerne på nogle af billederne placeret således, at sløringen/overdækningen af en anden person i praksis også vil dække den registrerede, er det reelt ikke muligt at give indsigt i disse billedsekvenser.

Det betyder det for dig:

  • Personer, der er registeret på tv-overvågningsoptagelser, har ret til indsigt i optagelserne
  • Der må kun gives indsigt i optagelser med personen selv. Der må ikke være andre på optagelserne (dvs. andre skal sløres eller fjernes)
  • Er det ikke muligt at sløre eller fjerne andre personer, uden at personen, som har søgt indsigt, også fjernes, kan der ikke gives indsigt.
  • Indsigt kan som udgangspunkt gives ved at udlevere et udsnit af relevante stillbilleder. Du behøver således som udgangspunkt ikke udlevere hele optagelsen eller udlevere levende billeder.
  • Der kan være situationer, hvor den registrerede har ret til mange stillbilleder eller til at få udleveret hele den levende optagelse, hvis det er det eneste, der ordentligt kan vise hvad der er optaget. Det vil altid være en konkret vurdering, om man har ret til optagelsen eller stillbilleder.

Har du brug for råd og vejledning, så kontakt Dansk Erhverv

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil