; ;
Gemt

Klimapartnerskabet for Handel er klar med sine anbefalinger

01. april 2020

Klimapartnerskabet for Handel oversendte den 16. marts en lang række anbefalinger til klimaforbedringer til regeringen. Anbefalingerne viser, at handelsbranchen er klar til at løfte i flok. Her er en gennemgang af de vigtigste anbefalinger.

Handelsbranchen har et stort potentiale i at påvirke det danske og det globale klimaaftryk gennem varehandel og ved direkte påvirkning af forbrugernes adfærd og køb. Handlen har ikke selv et stort CO2-aftryk, men skal gøre en forretning ud af at skabe bæredygtig efterspørgsel efter varer, så kloden frem mod 2030 påføres den lavest mulige klimabelastning.

Visionen i Klimapartnerskabet for Handel er at påvirke danskernes forbrug af varer, så det år for år frem mod 2030 påfører miljøet den lavest mulige klimabelastning globalt set, og samtidig arbejde for, at danske forbrugere og kunder får nye indsigter i bæredygtigt forbrug og handler derefter. Målet er at styrke omstillingen til cirkularitet af vores materialeforbrug igennem genanvendelse, opbygge designkompetencer på virksomheder og viden om bæredygtigt forbrug i samfundet, som kan ændre til mere klimavenlig adfærd.

Handelsbranchen påvirker klimabelastningen gennem alt det, vi handler med, hvorfor Klimapartnerskabet for Handel har identificeret tre overordnede anbefalinger:

  • Markant forbedret klimaoplysning blandt de danske forbrugere
  • Markant forbedret og effektiviseret genanvendelse af affald
  • Positive økonomiske incitamenter til mere klimarigtig adfærd og et servicetjek af lovgivningen, så den understøtter indsatsen

Disse tre overordnede anbefalinger indeholder, ligesom resten af klimapartnerskabets anbefalinger, både anbefalinger til regeringen og handlens egne initiativer.

Man kan læse mere om Klimapartnerskabet for Handels anbefalinger i den fulde rapport: Regeringens klimapartnerskaber - Handel.