; ;
Gemt

Konkursbos opsigelse af medarbejdere inden frasalg var ikke i strid med virksomhedsoverdragelsesloven

21. februar 2020

Afskedigelsesnævnet har i en ny afgørelse foretaget en konkret vurdering af sagligheden af opsigelser, som skete i nær tilknytning til et konkursbos frasalg af en virksomhed i drift. Nævnet fandt, at opsigelserne var begrundet i saglige kriterier i forhold til den produktion, der skulle videreføres efter virksomhedsoverdragelsen.

Opsigelsesbeskyttelsen i virksomhedsoverdragelsesloven
Virksomhedsoverdragelsesloven fastslår, at afskedigelser på grund af en virksomhedsoverdragelse ikke anses for rimeligt begrundet, medmindre afskedigelsen skyldes ”økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer”.

Kurator opsagde 10 medarbejdere kort inden frasalg af virksomheden
I den konkrete sag gik en virksomhed konkurs den 24. juli 2019. Kuratoren fortsatte driften af virksomheden med henblik på at sælge virksomheden videre som en såkaldt ”going concern”.

Den 9. august 2019 opsagde og fristillede kuratoren 10 medarbejdere. De 10 medarbejdere var blevet udvalgt efter indstilling fra to daglige ledere om, hvem der bedst kunne undværes i forhold til den del af produktionen, der skulle videreføres efter overdragelsen. Dagen efter blev der rundsendt en orienteringsmail til de nærmeste ledere, hvor det fremgik, at salg af virksomheden var nært forestående. 

Den 15. august 2019 blev virksomheden solgt, og efterfølgende anlagde seks af de opsagte medarbejdere en sag ved Afskedigelsesnævnet med påstand om, at opsigelserne var usaglige. Sagen blev anlagt mod både konkursboet og erhververen af virksomheden. 

Opsigelserne var sket på et sagligt grundlag
Afskedigelsesnævnet fastslog først og fremmest, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse ved et konkursbos videresalg af en virksomhed.

Afskedigelsesnævnet nåede herefter frem til, at opsigelsen af de seks medarbejdere var sket i nær sammenhæng med virksomhedsoverdragelsen med henblik på at gøre virksomheden salgbar. Opsigelserne ville herefter være i strid med loven, medmindre der forelå ”økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager”.

Efter en konkret vurdering fastslog Afskedigelsesnævnet, at opsigelserne var sagligt begrundet i virksomhedens økonomiske forhold. Nævnet fandt således, at udvælgelsen af medarbejderne, som blev opsagt, var sket på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde og efter saglige kriterier i forhold til den produktion, der skulle videreføres efter virksomhedsoverdragelsen.

Både konkursboet og erhververen af virksomheden blev herefter frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Sagen illustrerer, at det er vigtigt at være opmærksom på virksomhedsoverdragelseslovens regler ved overtagelse af medarbejdere, opgaver eller andet fra et konkursbo. Det er særligt relevant at være opmærksom på, om der er sket afskedigelse af medarbejdere inden overtagelsen, og hvordan det i bekræftende fald er sket, da ansvaret i sidste ende eventuelt kan ende hos erhververen.

Dansk Erhverv står til rådighed, hvis medlemmerne har spørgsmål til virksomhedsoverdragelseslovens regler.