; ;
Gemt

Lidt flere tvangsauktioner, men fortsat på et historisk lavt niveau

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik torsdag viser, at antallet af tvangsauktioner lå på 208 i februar. Det er en mindre stigning sammenlignet med januar. Det er samtidig anden måned i træk, hvor vi ser flere tvangsauktioner.

Nyhed

05. marts 2020

Stigningen skal dog ses i lyset af, at der i disse år er historisk få tvangsauktioner. Derfor er der absolut intet alarmerende i de små stigninger i antallet af tvangsauktioner.

Det er gode nyheder, at historisk få boligejere har problemer med deres kreditorer. Det vidner om at danskernes privatøkonomi er i god form. Renterne er lave, beskæftigelsen er rekordhøj, og reallønnen er steget pænt i løbet af de seneste år. Det giver gode økonomiske forudsætninger for at kunne leve op til de økonomiske forpligtigelser, som danskerne har overfor deres kreditorer, og derfor ser vi i øjeblikket historisk få tvangsauktioner.

Med de nuværende udsigter for danske økonomi, er der ikke grund til at forvente en kraftig stigning i tvangsauktioner over de kommende år. Der er udsigt til en blød landing for dansk økonomi efter en årrække med høj vækst. Hvis renten stiger over de kommende år, vil det kunne give flere boligejere problemer med at leve op til de økonomiske forpligtigelser som de har overfor kreditorerne, og vil derfor kunne give anledning til flere tvangsauktioner. Men i øjeblikket er renterne rekordlave, og der er ikke grundlag for at forvente rentestigninger.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil