; ;
Gemt

Mange gode målrettede erhvervsinitiativer i finansloven

06. december 2020

Finansloven byder bl.a. på hjælp til oplevelseserhvervet, digitaliseringsfond, indsats rettet mod SMV’er og iværksætteri. Heller ikke nye skatter og afgifter. Dog malurt i delaftale om private daginstitutioner.

Regeringen har indgået finanslovsaftale med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Med indgåelsen af aftale om finanslov for 2021, er der kommet flere gode målrettede elementer med, som gavner dansk erhvervsliv. Især turisme- og oplevelseserhvervet trænger til en håndsrækning, så aftalen er et skridt i den rigtige retning, men der bliver brug for yderligere tiltag.

”Vi har længe efterlyst, at der kommer mere og målrettet hjælp til hoteller, restauranter og andre virksomheder, der lever af turister og oplevelser. Så jeg er virkelig glad for, at der sættes ind netop her,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og fremhæver bl.a. at Dansk Erhvervs forslag om skattefritagelse af arbejdsgiverbetalt gavekort til oplevelsesøkonomi nu gennemføres.

Der er dog fortsat brug for, at der fra politisk side er fokus på turisme- og oplevelseserhvervet, som er meget hårdt ramt. Derfor ser Dansk Erhverv frem til, at der arbejdes videre med afklaring på statsstøttegodkendelse af de seneste forlængelser af kompensationspakkerne samt opfølgning på aftalen om dvaleordning, som er af afgørende rolle særligt for oplevelsesøkonomien.

Der er også grund til at rose de initiativer, som retter sig mod digitalisering og iværksætteri.

”Digitaliseringen og iværksætteri er afgørende for, at vi har et stærkt dansk erhvervsliv i fremtiden, og der er i den grad behov for, at vi får flere iværksættere og udnytter vores digitale muligheder, så vi er glade for en styrket indsats,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv hæfter sig ved disse gode initiativer i finansloven for 2021
• Støtte til oplevelseserhvervet via skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte gavekort
• Midlertidig lempelse af BoligJobordningen
• Støtte til oplevelseserhvervet til aktiviteter på social- og ældreområdet
• En digitaliseringsfond
• Styrket indsats over for til SMV’er, iværksætteri og vækstteams

Positivt, at erhvervslivet ikke pålægges yderligere skatter og afgifter
Sideløbende med de målrettede initiativer er det også positivt, at erhvervslivet ikke pålægges yderligere skatter og afgifter.

”Der er flere rigtig fornuftige initiativer, men det er også værd at fremhæve, at Dansk Erhvervs opråb om, at der ikke skal yderligere skatter og afgifter på danske virksomheder, er blevet hørt,” siger Brian Mikkelsen.

Malurt i forhold til offentlig-privat samarbejde
Delaftalen om private daginstitutioner giver dog malurt i bægeret.

”Der er dog grund til kraftigt at kritisere, at det bliver ulovligt at trække overskud ud af private daginstitutioner, som man også har et ønske om at gøre på socialområdet. Tiden er til øget offentlig-privat samarbejde, ikke til at udelukke eller begrænse private aktørers vilkår, som er en kraftig forringelse af velfærden. Vi appellerer kraftigt til, at denne tendens ikke fortsætter,” siger Brian Mikkelsen.

Læs delaftalen på området her: UVM - Aftale om minimumsnormeringer

Dansk Erhverv vil nu nærlæse aftalen om finansloven og efterfølgende sende mere detaljerede kommentarer ud på udvalgte områder.

Uddrag af udvalgte områder i finansloven for 2021

Ramme til SMV’er, iværksætteri og vækstteams
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet ønsker at styrke rammerne for små og mellemstore virksomheder, der skal omstille sig i kølvandet på coronakrisen, herunder at styrke rammerne for bl.a. grønt iværksætteri. Aftalepartierne er enige om at etablere et virksomhedsprogram knyttet til omstilling af SMV’er i hele landet. Programmet vil gøre det muligt for SMV’er at få finansieret rådgivning om grøn og digital omstilling, vækstrådgivning og forretningsudvikling samt indkøb af konkret teknologi, produktionsudstyr, software mv., som kan bidrage til omstillingen af virksomheden, herunder også grøn omstilling. Programmet vil være særlig relevant for SMV’er i hårdt ramte områder og vil også kunne understøtte virksomhedernes overgang til en mere bæredygtig, grøn og konkurrencedygtig forretning.

En andel af midlerne øremærkes til en styrket indsats for iværksætteri på tværs af landet for at anspore flere til at stifte ny forretning og gribe nye vækst- og eksportmuligheder, herunder til grønne iværksættere. Der nedsættes endvidere et grønt iværksætterpanel, hvortil der afsættes midler i 2021 og 2022. Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er også enige om at nedsætte syv regionale vækstteams i Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Fyn, Sjælland og øerne, Hovedstaden og Bornholm. De skal komme med anbefalinger til, hvordan der bedst kan investeres i lokale erhvervsstyrker, så de kan udvikle sig til lokale erhvervsfyrtårne og styrke vækst og beskæftigelse i en hel landsdel, samt yderligere tiltag, som kan genstarte vækst i deres landsdel. Eksempelvis kan et regionalt vækstteam for Sydjylland understøtte omstillingen fra olie og gas til grøn energi til gavn for vækst og beskæftigelse i Esbjerg og i hele Syddanmark.

De regionale vækstteams skal bl.a. tilvejebringe et analysegrundlag vedrørende lokale styrker, potentialer og udfordringer samt komme med anbefalinger til, hvordan de afsatte midler bedst kan investeres i lokale erhvervsstyrker og potentialer. Der afsættes samlet 825 mio. kr. fordelt med 300 mio. kr. i 2021 og 525 mio. kr. i 2022 samt tilhørende administrationsmidler. Desuden afsættes 8 mio. kr. fordelt med 4 mio. kr. i 2021 og 4 mio. kr. i 2022 til det grønne iværksætterpanel.

Støtte til oplevelsesindustrien gennem civilsamfundets indsatser for udsatte og sårbare borgere
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at give udsatte og sårbare borgere bedre adgang til oplevelsesindustrien og civilsamfundets fællesskab. Midlerne målrettes civilsamfundsaktører på området, og indsatserne kan fx omfatte gavekort til oplevelser (fx restauranter, hoteller, biografer og forlystelsesparker). Det skal i videst muligt omfang ske, så det samtidig understøtter omsætning og beskæftigelse hos virksomheder og aktører i oplevelsesindustrien, som typisk har oplevet omsætningsnedgang som følge af COVID-19. Indsatserne vil skulle ske i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer for COVID-19. Der afsættes en pulje på 250 mio. kr. i 2021 til civilsamfundsaktører. Udmøntningen af midlerne drøftes med aftalepartierne.

Støtte til oplevelsesindustrien til aktiviteter på social- og ældreområdet
Under COVID-19-restriktionerne kan socialt udsatte og sårbare grupper på social- og ældreområdet opleve isolation og ensomhed. Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er derfor enige om at give målgruppen bedre adgang til oplevelsesindustrien i 2021. Formålet er at iværksætte aktiviteter i oplevelsesindustrien målrettet udsatte og sårbare borgere, herunder mennesker med handicap, på social- og ældreområdet og samtidig understøtte omsætning og beskæftigelse hos virksomheder og aktører i oplevelsesindustrien, som typisk har oplevet omsætningsnedgang som følge af COVID-19. Midlerne forankres i kommunerne, så støtten kommer bredt til gavn for borgere, lokale tilbud og virksomheder. Der afsættes 250 mio. kr. i 2021 til formålet. Den konkrete udmøntning skal aftales med KL efter dialog med aftalepartierne.

Støtte til oplevelsesindustrien gennem skattefritagelse af arbejdsgiverbetalt gavekort til oplevelsesøkonomi
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om midlertidigt i 2021 at indføre en særskilt skattefritagelse af gavekort til restaurationsydelser med en beløbsgrænse på 1.200 kr. årligt, som kan bruges til hoteller, restauranter og forlystelser, herunder teater- og biografforestillinger mv. Gavekortet må ikke kunne ombyttes til kontanter. Der afsættes i alt 250 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd i 2021 til formålet.

Midlertidig lempelse af BoligJobordningen i 2021
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om midlertidigt i 2021 at hæve loftet for serviceydelser til 25.000 kr., og skatteværdien af fradraget øges til ca. 35 pct. for serviceydelser. Loftet for håndværksydelser hæves til 25.000 kr. Der afsættes i alt 340 mio. kr. i 2021 til at finansiere lempelsen.

Digitaliseringsfond
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at understøtte digitaliseringen af Danmark ved at afsætte en ramme til en digitaliseringsfond. Det kan bidrage til udviklingen af nye digitale løsninger, dels ved at understøtte en mere sammenhængende og effektiv offentlig sektor, som rummer potentialer i understøttelsen af Danmarks ambitioner på klimaområdet. Og dels ved at understøtte erhvervslivets digitalisering og automatisering for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne og til gavn for vækst, beskæftigelse og eksportmuligheder. Den konkrete udmøntning af rammen aftales mellem aftalepartierne på baggrund af et oplæg fra regeringen. Der afsættes 125 mio. kr. årligt i 2021-2024

Styrkede ungdomsuddannelser mv.
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om, at ungdomsuddannelserne spiller en afgørende rolle i det danske samfund og er med til at sikre, at alle unge kommer godt videre i enten uddannelse eller beskæftigelse. Der afsættes derfor samlet set ca. 1,7 mia. kr. over perioden 2021-2024 til en markant styrkelse af ungdomsuddannelserne, de forberedende grunduddannelser mv.

Herunder er der enighed om, at erhvervsuddannelserne skal styrkes yderligere. Der afsættes derfor 80 mio. kr. årligt fra 2021-2024 til et generelt taxameterløft på tværs af erhvervsuddannelserne (ekskl. social- og sundhedsuddannelserne). Samt 80 mio. kr. årligt fra 2021-2024 til et ekstraordinært løft af taxametertilskuddene til hovedforløbene på social- og sundhedsuddannelserne, dvs. både social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper.

Fremme CO2-lagring i Nordsøen
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om, at Danmarks undergrund, herunder tidligere olie- og gasreservoir i Nordsøen rummer store potentialer for at lagre CO2 og kan understøtte Danmarks grønne omstilling og vejen mod 70 pct.-reduktionsmålet og målet om klimaneutralitet i 2050. Der afsættes 100 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til støtte af udviklings- og demonstrationsprojekter for CO2-lagring i Nordsøen.

Formålet er blandt andet at fremme udviklingen af sikker lagring af CO2 i Nordsøen allerede fra 2025. Aftalepartierne noterer sig, at der som led i Klimahandlingsplan for Energi og industri (Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet) skal udarbejdes en samlet strategi for CO2-fangst, lagring og anvendelse (CCUS) og PtX i Danmark. Partierne bag Klimahandlingsplan for Energi og Industri indkaldes til drøftelser herom 1. halvår af 2021.

Forøgelse af Bygningspuljen
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at forøge Bygningspuljen. Midlerne styrker den grønne omstilling ved at understøtte energieffektiviseringer i helårsboliger. Aftalepartierne noterer sig, at almene boliger, dvs. almene boligforeninger, kan søge om midler fra Bygningspuljen ud fra objektive kriterier og på lige fod med øvrige bygningsejere, så også lejere kan få gavn af energirenoveringer. 15 Der afsættes i alt 300 mio. kr. i 2021 og 25 mio. kr. årligt fra 2022. Midlerne er inkl. afledt afgiftstab.

Løft af kulturen
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at løfte kulturen for børn og unge markant samt prioritere yderligere midler til øvrige kulturindsatser. Samlet prioriteres i alt 325,4 mio. kr. i perioden 2021-2024.

Der etableres bl.a. en Genre- og Nichespillestedsordning: Flere netværks-, niche- og genrespillesteder har været udfordret af corona-situationen. Aftalepartierne er på den baggrund enige om at etablere en ordning under Statens Kunstfond, som kan bidrage til at styrke økonomien blandt en række spillesteder, som i dag ikke kan søge de eksisterende ordninger under Statens Kunstfond. En mindre del af rammen afsættes til, at et regionalt spillested kan få i opdrag at udvikle og afprøve nye formater og arbejdsformer inden for live-scenen, herunder digitale koncertformater. Aftalepartierne vil blive inddraget i at udforme overordnede krav for at modtage støtten. Det kan f.eks. være krav om kommunal medfinansiering af spillestederne. Midlerne fordeles af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik, og de nye spillesteder vil også skulle udpeges heraf. Der afsættes 10 mio. kr. i 2021 og 12 mio. kr. årligt i 2022-2024.

Ovenstående er udelukkende et uddrag. Se hele finanslovsaftalen på Finansministeriets hjemmeside: Finansloven for 2021

 

Kontakt

Kommunikation & Presse

Jesper Ingemann

Pressekonsulent
Kommunikation, presse, kurser & events

Louise Jaaks Sletting

Vicedirektør