; ;
Gemt

Manglende overtagelse af driftsmidler var ikke afgørende for vurderingen om virksomhedsoverdragelse

04. maj 2020

Selvom en virksomhed ikke overtager det væsentlige driftsmateriale – i dette tilfælde busser – ved overtagelse af busruter, kan overtagelsen alligevel være omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler. Det kom EU-Domstolen frem til i en afgørelse fra februar 2020.

Sagen kort
Sagen handlede om udlicitering af nogle busruter i Tyskland. Busruterne overgik fra en operatør (overdrageren) til en anden (erhververen). I forbindelse med overdragelsen overtog erhververen størstedelen af medarbejderne, både chauffører og andet personale.

Erhververen overtog dog ikke leasing af busserne. Årsagen hertil var nye tekniske og miljømæssige krav som betød, at overdragerens busser ikke kunne bruges af erhververen.

Efterfølgende blev nogle medarbejdere opsagt af erhververen. Medarbejderne mente, at overdragelsen skulle ses som en virksomhedsoverdragelse, hvilket blandt andet betød, at medarbejderne havde betydelig længere anciennitet og derfor kunne rejse krav.

Erhververen mente derimod, at der ikke var sket en virksomhedsoverdragelse, da der ikke var overdraget driftsmidler i nævneværdigt omfang – nemlig busserne.

Hvad kom EU-Domstolen frem til?
EU-domstolen kom først og fremmest frem til, at overtagelse af driftsmidler ikke pr. definition skal være det eneste afgørende element ved en virksomhedsoverdragelse inden for driftstunge brancher – hvor busdrift er et klassisk eksempel.

EU-Domstolen lagde herefter vægt på, at erhververens valg om ikke at overtage busserne var begrundet i udefrakommende tekniske og miljømæssige krav, der gjorde det umuligt for erhververen at overtage busserne. EU-Domstolen lagde også vægt på, at erhververen overtog størstedelen af buschaufførerne, der i det væsentlige kørte de samme ruter som hos overdrageren, og at der ikke var ophold i busdriften i forbindelse med overtagelsen.

EU-Domstolen nåede herefter frem til, at erhververens manglende overtagelse af betydelige driftsmidler på grund af retlige, miljømæssige og tekniske begrænsninger, ikke nødvendigvis var til hinder for, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse, når andre faktiske omstændigheder pegede i retning af en virksomhedsoverdragelse.

Dansk Erhverv bemærker
Vurderingen af, om der er sket en virksomhedsoverdragelse eller ej, er vanskelig, og den er ikke blevet mindre vanskelig med denne afgørelse fra EU-Domstolen.

Dansk Erhverv anbefaler derfor medlemmerne at kontakte os for en vurdering af, om der er tale om en virksomhedsoverdragelse, når der sker overtagelse af opgaver og/eller medarbejdere i forbindelse med udbud, udlicitering og lignende.