; ;
Gemt

Medieforlig sikrer bedre balance mellem DR og de kommercielle udbydere

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv mener, at det netop indgåede medieforlig indeholder indtil flere skridt i den rigtige retning, om end der også er torne i forliget.

Nyhed

”Jeg er særdeles glad for, at aftalen slår fast, at DRs virke skal målrettes mere grundlæggende public service, og at DR skal fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere. Det er udgangspunktet for, at vi fremadrettet kan få en bedre balance mellem DR og de kommercielle udbydere, som er med til at sikre, at alt det gode indhold kommer ud til danskerne, og som bidrager til at der skabes nyt indhold. Når det er sagt, så er det ærgerligt at se, at der ikke skal være begrænsninger på, hvor længe udenlandske public service-fiktionsserier kan ligge på dr.dk. Det medvirker til ubalance mellem DR og de kommercielle udbydere. I stedet burde dr.dk afgrænses nøje og fokuseres på dansk indhold,” siger Kathrine Stampe Andersen, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Frygter mindre udbud af dansk indhold
Desuden havde Kathrine Stampe Andersen gerne set en højere prioritering af Public Service-puljen, ligesom hun er bekymret for de mulige konsekvenser for danske streamingtjenester.

”Med besparelser på DR, er vi bekymret for, at det i sidste ende vil gå ud over udbuddet af dansk indhold, for det vil kunne mærkes både hos producenter og distributører, at der er færre midler til indholdsproduktion. Medieaftalen tager hul på udfordringen med at sikre, at udenlandske aktører som for eksempel Netflix bidrager til danske indholdsproduktion. Det skal ske ved, at streamingtjenester pålægges at investere 2 pct. af deres omsætning direkte i nyt dansksproget indhold. Hvis vi skal undgå, at det rammer danske streamingtjenester unødigt hårdt, er det vigtigt, at de nærmere detaljer fastlægges på baggrund af en grundig konsekvensanalyse,” siger Kathrine Stampe Andersen.

Endelig er det et skridt i den rigtige retning, at aftalen pålægger DR at stille DR-egenproduktioner, som DR ikke selv anvender, til rådighed for andres medieplatforme, og at der skal tages hånd om, at det kan ske mod en fair betaling, så der ikke opstår konkurrenceforvridning.