; ;
Gemt

Midlertidig eksport af professionelt udstyr til Storbritannien kræver nye dokumenter fra nytår

03. december 2020

Som Brexit-situationen tegner sig lige nu, skal danske virksomheder, der har behov for midlertidigt at eksportere professionelt udstyr til Storbritannien, benytte et ATA-Carnet fra den 1. januar 2021. Carneter udstedt i 2020 kan ikke bruges til midlertidig eksport til Storbritannien i 2021.

Danske virksomheder med interesser i Storbritannien skal forberede sig på mere papirarbejde, når Brexit træder endeligt i kraft fra nytårsaften, og briterne efter en overgangsperiode forlader det europæiske samarbejde. Særligt hvis ikke EU og Storbritannien får en ny ”deal” om, hvordan de fremover skal leve med hinanden.

Som det ser ud lige nu, skal der bruges et ATA-Carnet til al midlertidig eksport af professionelt udstyr til England, Wales, Skotland og Nordirland fra den 1. januar 2021. Hertil kommer, at kun ATA-Carneter udstedt i 2021 vil kunne bruges til de pågældende destinationer. ATA-Carneter, der er udstedt i 2020 vil ikke kunne benyttes efter nytår til denne nye tolddestination.

Et ATA-Carnet er et varepas og erstatter de ordinære ind- og udførselspapirer, og der skal dermed ikke stilles sikkerhed for told og afgifter. ATA-Carneterne dækker blandt andet computere, lyd- og lysudstyr, kameraer, køretøjer, juveler, beklædningsgenstande, sportsudstyr, musikinstrumenter, heste og værktøj - dog ikke entreprenørmateriel og landbrugsmaskiner, der skal bruges til arbejde i udlandet.

Et godt råd fra Dansk Erhverv
For at undgå at komme i klemme i Brexit har Dansk Erhverv et godt råd: Hvis man vil være 100 % sikker på at kunne genindføre det professionelle udstyr, som man midlertidigt har eksporteret til Storbritannien før Brexit, og undgå at skulle betale told og afgifter heraf, bør man udtage et ATA-Carnet, der gælder efter Brexit.

Salgschef Jesper Juul-Jensen, Dansk Erhverv, følger udviklingen nøje:

”Vi rådfører os hele tiden med vores søsterorganisation London Chamber of Commerce and Industry. Intet ligger fast, og alt kan nå at ændre sig, for EU og Storbritannien arbejder fortsat på at finde en løsning. Men uanset hvad, så står Dansk Erhvervs Carnet- & Certifikatservice klar til at rådgive vores kunder om de nødvendige dokumenter til deres internationale handel. Vi har også intens kontakt med International Chamber of Commerce - ICC, der forhandler og varetager de globale aftaler herom.”

Dansk Erhverv er ICC’s nationale garanterende organisation i Danmark.

Yderligere oplysninger om Dansk Erhvervs Carnet- & Certifikatservice findes på hjemmesiden. Her kan dokumenterne også bestilles og ekspederes digitalt.

Kontakt