; ;
Gemt

Minister vil forbyde flourerede stoffer i emballager til fødevarer

Fødevareministeren har varslet, at han vil forbyde flourerede stoffer i fødevarekontaktmaterialer af pap og papir i Danmark.

Nyhed

DANSK ERHVERV | HANDEL - 10. SEPTEMBER 2019

Mandag den 2. september annoncerede fødevareminister Mogens Jensen via en pressemeddelelse, at han vil forbyde flourerede stoffer i fødevareemballager fra juli 2020.

Det skal være forbudt at bruge stofferne i emballage af ”nyt papir” og hvis stofferne forefindes i genbrugsmateriale, skal de beklædes indvendigt med en coating, så de ikke kommer i kontakt med fødevarerne.

Flourerede stoffer er en stor stofgruppe der bruges som imprægnering til blandt andet pap og papir fødevarekontaktmaterialer, så vand og fedt ikke trænger igennem ved brug.

Det har længe været bredt anerkendt, at de flourerede stoffer er sundhedsskadelige, og den tidligere fødevareminister Dan Jørgensen fastsatte i 2015 en vejledende grænseværdi, der i 2018 blev afløst af en indikatorværdi, da den vejledende grænseværdi viste sig at være mindre end den normale baggrundsforurening fra miljø og genbrugs-pap og -papir.

Dansk Erhverv har hele tiden været positiv overfor et eventuelt europæisk forbud, og har også aktivt rakt ud til EU. Derimod ser Dansk Erhverv ikke nogen stor fordel i en dansk særlovgivning. Størstedelen af detailhandlen er allerede, ad frivillighedens vej, godt i gang, og har udfaset stofferne de steder, hvor det har været praktisk muligt. De steder, hvor der stadig er flourerede stoffer, er for langt de flestes vedkommende udenlandsk producerede mærkevarer.

Dansk Erhverv er stor tilhænger af, at der nu gøres noget på området, men vi mener, at dansk særlovgivning er forbundet med besvær og øgede omkostninger hos erhvervet. Omkostninger der i sidste ende dækkes ind vha. højere priser og risiko for øget grænsehandel.

Dansk Erhverv anbefaler i stedet ministeren, at rette henvendelse til EU og arbejde på, at få stofferne forbudt på EU-niveau. Det vil skabe en langt større sikkerhed for de danske forbrugere i sidste ende og sikre fair vilkår for danske virksomheder.