; ;
Gemt

Nu åbner tilmeldingen til ITS World Congress 2018

Til september er Københavns Kommune vært for den største internationale kongres for intelligente transportsystemer (ITS). Kongressens hovedtema er ”Quality of Life”, og sigtet er at øge livskvaliteten gennem bæredygtige, effektive og smarte ITS-løsninger.

Nyhed

Københavns Kommune er vært for ITS World Congress 2018, der finder sted i Bella Center d. 17.-21. september.

Her vil 4000 delegerede samt virksomheder og organisationer fra Smart Cities og ITS sektoren mødes for at få ny inspiration, dele viden og udvide netværket. Kongressens hovedtema er ”Quality of Life”, og sigtet er at øge livskvaliteten gennem bæredygtige, effektive og smarte ITS-løsninger. Kongressen understøtter dermed Københavns vækststrategi og planerne for bæredygtig udvikling.

Udstillingsvindue for danske transportløsninger
Kongressen er et enestående udstillingsvindue for nye danskudviklede transportløsninger, forskningsresultater, teknologisk ekspertise samt produkter og services fra danske virksomheder. Samtidig er kongressen et afsæt til at sætte klima, erhverv og grøn vækst på dagsordenen.

Københavns Kommune ønsker, at ITS World Congress 2018 bliver en dagsordenssættende begivenhed, der ikke blot faciliterer og markedsfører virksomheder, innovation og netværk på ITS-området, men som også skaber reel værdi for erhverv, kommuner og borgere.

Kongressen forventes at bidrage til nye arbejdspladser, produktudvikling og forskning samtidig med, at Danmark trækker i den gule førertrøje indenfor intelligente transportsystemer på globalt plan.

Vækstpotentialet er betydeligt, og det er ambitionen, at kongressen giver Danmark rygvind til at øge salget af know-how og ekspertise på ITS-området.

København skal være CO2-neutral i 2025
København er blandt verdens førende, når det gælder en grøn by med bæredygtige transportløsninger, trafiksikkerhed og fremkommelighed.

Københavns Kommunes bærende ambition er at blive den første CO2-neutrale by i verden i 2025. For at opnå dette arbejder kommunen målrettet på at vælge de bedste og mest innovative trafikløsninger, som forurener mindst muligt samtidig med, at trafikken glider og gør byen fremkommelig.

Tilmeldingen til ITS World Congress åbner i uge 12 og foregår via et registreringslink på kongressens hjemmeside: Copenhagen 2018 ITS World Congress

Fakta om ITS World Congress 2018

  • Kongressen består af en udstillingsdel, demonstrationer og test af ITS-løsninger, en række tekniske besøg og et fagligt program.
  • Kongressen har et stort udstillingsområde på 20.000 m2 med et forventet besøgstal på 10.000 gæster og 400 udstillere. 80 procent af udstillingsarealet er allerede udsolgt.
  • Der er udvalgt 15 demonstrationsprojekter, som vil blive testet og vist frem i løbet af kongresugen.
  • Der er udvalgt 14 tekniske besøg, som deltagerne kan besøge under kongressen.
  • Det faglige program består af tre ”plenary sessions”, 12 ”executive sessions”, 64 ”special interest sessions” og 71 ”technical and scientific sessions”. Det er den europæiske programkomité, EPC, og den internationale programkomité, IPC, der fastlægger programmet.
  • Det er muligt at etablere et kommercielt partnerskab med ITS World Congress 2018. Der er p.t. indgået kommercielle partnerskaber med Sund & Bælt, Region Hovedstaden, Citelum, Technolution, Swarco, Rambøll og Dynniq. Industriens Fond har støttet ITS World Congress 2018 med 582.000 kr. med særligt henblik på demonstrationsdelen.
  • ITS World Congress 2018 ejes af ERTICO – ITS Europe, som er sammenslutningen af transportorganisationer i Europa. ERTICO har base i Bruxelles og arrangerer kongressen i samarbejde med værtsbyen Københavns Kommune, Europakommissionen, ITS America og ITS Asia-Pacific.
  • Kongressen turnerer rundt i verden og finder sted i Europa hvert tredje år, hvor det er ERTICO – ITS Europe, der er hovedarrangør.
  • Kongressen rykker til Singapore i 2019, Los Angeles i 2020 og Hamborg i 2021.

Kontakt

Kontakt

Steffen Rasmussen

steras@tmf.kk.dk

Centerchef i Center for Trafik og Byliv, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune