; ;
Gemt

Nu kan du søge støtte til virksomhedsorganiseret danskundervisning

Udlændinge- og Integrationsministeriet har netop udmeldt en pulje på 2,5 mio. kr., som kan søges af virksomheder, der ønsker at organisere danskundervisning på arbejdspladsen.

Nyhed

Formålet med puljen
Formålet med puljen er at forbedre virksomhedernes muligheder for selv at organisere og afholde danskundervisning for deres medarbejdere med flygtningebaggrund på en måde, hvor det er tilpasset virksomhedens og de ansattes behov, herunder virksomhedens faglige sprogbrug.

Puljemidlerne skal anvendes til individuelle forløb, hvor flygtninge eller familiesammenførte udlændinge bliver undervist i dansk på arbejdspladsen. Der kan ydes økonomisk tilskud på op til 20.000 kr. pr. individuelt forløb på virksomheden.

Virksomheden kan selv tilrettelægge undervisningen
Der er tale om en forsøgsordning, som giver virksomheder vide rammer til selv at tilrettelægge danskundervisningen. Virksomhederne kan fx vælge at tilrettelægge undervisningen i mindre grupper eller en-til-en sammen med en kollega (mentor), så det sikres, at der på virksomheden dagligt trænes i det faglige sprog, som bliver talt på virksomheden. Det er op til virksomheden selv at vurdere, hvorvidt flere personer kan deltage og gennemføre det samme forløb.

Hvem kan søge støtte?
Puljen kan søges af større private virksomheder, der modtager flygtninge eller familiesammenførte i praktik m.v. Virksomheden skal som udgangspunkt have mere end 100 ansatte for at kunne søge fra puljen, men også mindre virksomheder vil kunne komme i betragtning, hvis ministeriet modtager færre ansøgninger, end der er midler i puljen.

Det er et krav, at de pågældende ansatte som integrationskursister (I-kursister) skal have ret til danskuddannelse i henhold til reglerne i lov om danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl.

Ansøgningsfristen for at søge midler fra puljen er fredag den 17. august 2018.

På Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside kan du finde yderligere oplysninger om, hvordan du ansøger, ligesom du finder relevant materiale til brug for din ansøgning.

Besøg ministeriets hjemmeside

Kontakt

Har du spørgsmål?