; ;
Gemt

Ny kontrolkampagne om anvendelse og mærkning af fødevarekontaktmaterialer

24. august 2020

Fødevarestyrelsen har igangsat en kontrolkampagne om brugen af fødevarekontaktmaterialer hos detailvirksomheder med fødevareproduktion.

Fra august og året ud vil Fødevarestyrelsen fokusere en af deres kontrolkampagne på anvendelsen og mærkningen af fødevarekontaktmaterialer i virksomheder. Formålet med kampagnen er at undersøge, om detailvirksomheder med fødevareproduktion anvender deres fødevarekontaktmaterialer korrekt, for eksempel ved at følge brugsanvisninger, hvor det er nødvendigt m.v.. Derudover vil Fødevarestyrelsen gå tilbage til leverandøren af de fødevarekontaktmaterialer, de har kontrolleret, for på den måde også at kontrollere den dokumentation, der ligger til grund for materialets brugsanvisning og/eller mærkning.

Kontrolkampagnen vil derfor være inddelt i to faser:

  • Første fase løber fra august til november 2020 og vil foregå i detailvirksomheder med fødevareproduktion (cirka 400 kontrolbesøg).
  • Anden fase løber fra oktober til december 2020 og vil foregå hos leverandører af fødevarekontaktmaterialer (cirka 250 kontrolbesøg).

Udover det allerede nævnte vil Fødevarestyrelsen også bruge den nuværende kontrolkampagne til at følge op på nogle af de fund, de gjorde ved en lignende kontrolkampagne i 2018. Det betyder, at Fødevarestyrelsen vil genbesøge de virksomheder, der i 2018 blev noteret for bagatelagtige overtrædelser.

Læs mere om kontrolkampagnen på Fødevarestyrelsens hjemmeside: Kontrol af anvendelse og mærkning af fødevarekontaktmaterialer.

Generelt om fødevarekontaktmaterialer
Helt overordnet er det vigtigt, at man kun anvender fødevarekontaktmaterialer til det, de er beregnet til. Alle virksomheder, der producerer fødevarer, bør følge materialernes brugsanvisning eller mærkning for at sikre, at der ikke sker afsmitning af uønskede kemiske stoffer til mad og drikke på grund af forkert brug. En isbakke er for eksempel ikke beregnet til varme fødevarer, og en affaldspose er ikke beregnet til opbevaring af fødevarer.

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer