; ;
Gemt

Ny SMV:Digital pulje åbner: Få tilskud til dit projekt

21. oktober 2020

Hvis digitalisering og it er et led i jeres eksportstrategi, bliver det 4. november muligt at søge om tilskud fra SMV:Digital. Forbered gerne en ansøgning hurtigt, da midlerne uddeles efter først-til-mølle-princippet.

Kan din SMV bruge økonomisk støtte til eksempelvis digitale systemer, e-handel eller hardware til at forbedre jeres eksportsituation? Så er den nye pulje fra SMV:Digital relevant for dig.

Som led i den politiske aftale om at genstarte dansk eksport åbner SMV:Digital onsdag d. 4. november kl. 9:00 for ansøgninger. Der er i i denne forbindelse afsat 35 mio. kr. til eksportfremmende digitalisering i de danske SMV'er.

Afhængigt af virksomhedens størrelse og modenhed er det muligt at søge om vouchers på enten 25.000 kr., 100.000 kr. eller 250.000 kr. Midlerne fordeles efter først-til-mølle-princippet, så det gælder om at have sin ansøgning klar til åbningen af puljen.

Det er også stadig muligt at søge om støtte til privat rådgivning om valg af digitale løsninger og hjælp til implementering.

Læs mere og ansøg på www.smvdigital.dk

Det er et krav, at virksomheden medfinansierer projektet. Rådgivningsvoucheren dækker 50 procent, og du skal medfinansiere med enten kontant betaling eller egne afholdte timer. Investeringsvourcheren dækker 25 procent, og du skal medfinansiere resten kontant.

Dansk Erhverv er en del af SMV:Digital. Læs mere om Dansk Erhvers holdning til den økonomiske håndsrækning her: Økonomisk håndsrækning til SMV:Digital

 Fakta om puljen:

  • Voucherne kan anvendes til projekter, der forbedrer virksomhedens eksportsituation. Målgruppen er således eksporterende SMV’er eller SMV’er, som forventer at kunne eksportere som en direkte effekt af deres digitale projekt i SMV:Digital.
  • 25.000 kr.-voucheren er til privat rådgivning målrettet e-eksport for virksomheder med højst 20 ansatte. Forløbet indeholder desuden et opstarts-webinar. 
  • 100.000 kr.-voucheren er til privat rådgivning for virksomheder, der har brug for hjælp til at finde den rette digitale løsning for virksomheden eller som har brug for rådgivning omkring indkøb og implementering af digitale systemer, automatisering eller e-handel, som kan styrke eksportsituationen.
  • 250.000 kr.-voucheren er  for virksomheder, som er klar til at investere i digitale systemer, automatisering eller e-handelsløsninger, der kan styrke deres eksportsituation. Voucheren indeholder tilskud til indkøb af hardware eller software, hvor tilskuddet udgør 25 procent og maksimalt 200.000 kr.  Hvis virksomheden investerer i en abonnementsbaseret løsning støttes udgiften i op til 2 år. Voucheren indeholder derudover 50.000 kr. til privat rådgivning om implementering af investeringen.

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Frederikke Rosendal Egede Saabye

Chefkonsulent