; ;
Gemt

Ny vejledning om spam fra Forbrugerombudsmanden

Den nye spamvejledning giver virksomheden mulighed for efterfølgende at kunne udvide samtykket til at omfatte nye produkter og nye kommunikationsformer. Derudover åbnes der op for, at virksomhedens produktkategorier i visse tilfælde blot kan angives som ”vores produktsortiment”. Vejledningen indeholder også nye krav for samtykker til markedsføring på sociale medier, ligesom der stilles krav om ”nej-tak-liste” ved brug af ratingportaler (fx trustpilot).

Nyhed

Dansk Erhverv | 20. december 2018

NY SPAMVEJLEDNING FRA FORBRUGEROMBUDSMANDEN
Dansk Erhverv og LIGA Advokatpartnerseskab.

Den nye spamvejledning giver virksomheden mulighed for efterfølgende at kunne udvide samtykket til at omfatte nye produkter og nye kommunikationsformer. Derudover åbnes der op for, at virksomhedens produktkategorier i visse tilfælde blot kan angives som ”vores produktsortiment”. Vejledningen indeholder også nye krav for samtykker til markedsføring på sociale medier, ligesom der stilles krav om ”nej-tak-liste” ved brug af ratingportaler (fx trustpilot).

Fredag den 25. januar 2019, kl. 14, holder Forbrugerombudsmanden et informationsmøde om den nye spamvejledning. Sted: Carl Jacobsens vej 35, 2500 Valby. Tilmelding: send mail til amgs@forbrugerombudsmanden.dk senest den 18. januar 2019 med oplysning om antal deltagere.

Forbrugerombudsmanden har i dag (20.12.2018) offentliggjort sin nye spamvejledning, som findes her. Vejledningen skal dog læses og forstås i overensstemmelse med Datatilsynets vejledninger om samtykke og registreredes rettigheder, som findes her.

Forbrugerombudsmandens vejledning om spamforbuddet

pdf

Download

Vejledningen er Forbrugerombudsmandens fortolkning af reglerne, men i sidste ende er det domstolene, der afgør, om markedsføringsloven er overtrådt, herunder om der er begået et strafbart forhold.


HVAD ER NYT?

• Vejledningen gælder kun for e-mailmarkedsføring
Reglerne om henvendelser ved brug af andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post, fx breve med eller uden navn, automatiske opkaldssystemer, telefax og telefon, er ikke behandlet i spamvejledningen. Forbrugerombudsmanden forventer at offentliggøre en vejledning for telefoniske henvendelser i 2019.

• Brug af ratingportaler (fx trustpilot) – krav om ”nej-tak-liste”
Der kan lovligt sendes henvendelser til kunder og bede om en anmeldelse af deres købsoplevelse på en ratingportal, forudsat at en række betingelser er opfyldt. Som noget nyt kræver Forbrugerombudsmanden, at virksomheden fører en egen ”nej-tak-liste” for sådanne henvendelser. Sender virksomheden alligevel henvendelser, vil det være i strid med god markedsføringsskik. Det er dog muligt, ud fra en konkret vurdering, at have et aftalevilkår, som alligevel give virksomheden ret til at sende sådanne henvendelser.

• Sociale medier
De særlige forhold, som gælder ift. sociale medier er beskrevet i bilag 1 til vejledningen. Forbrugerombudsmanden stiller som noget nyt krav om, at (1) alle sociale medier angives eksplicit, og (2) at den specifikke kommunikationsform (fx privat besked, notifikationer, mv) skal angives. Det er derfor ikke længere tilstrækkeligt at angive ”e-mail, SMS og sociale medier”. I stedet skal man angive fx ”e-mail, SMS, notifikationer og private beskeder på Facebook, Instagram og Twitter”.

• Oplistning af produkter og ydelser kan begrænses til ”produktsortiment”
Tidligere stillede Forbrugerombudsmanden krav om en udtømmende oplistning af alle produkter, som samtykket skulle omfatte. Efter den nye markedsføringslov (2017) er det dog tilstrækkeligt at skrive fx ”vores produktsortiment”. I den nye vejledning præciseres, at det skal være alment kendt, hvilke produktkategorier, virksomheden har i sit sortiment.: udbyder en supermarkedskæde (under samme juridiske enhed) også produkter, der normalt forbindes med et supermarkeds produktsortiment, fx flyrejser eller bankprodukter, skal det specificeres, hvis samtykket også skal bruges til at sende markedsføring om disse produktkategorier. Det er afsenderen, der har bevisbyrden for, hvad der anses for alment kendt inden for virksomhedens produktsortiment.

• Antallet af virksomheder skal angives eksplicit, hvis det ikke er koncernafgrænset
Omfatter samtykket flere virksomheder, som ikke er naturligt afgrænset som fx virksomhederne i koncernen, skal antallet af virksomheder fremgå sammen med oplysningen om, at man giver samtykke. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, er det ikke nok, at antallet fremgår ved en mouse-over-funktion eller af et link. Det vil fx være tilstrækkelig specificering, hvis det oplyses, at der gives samtykke over for ”konkurrencens 15 sponsorer” med et link, hvor der fremgår, hvem disse virksomheder er.

• Samtykket kan opdateres / udvides efterfølgende
Et eksisterende lovligt samtykke kan bruges til at opfordre modtageren til at udvide samtykket til nye kommunikationsformer og produktkategorier.

Eksempel: ”Du har tilmeldt dig markedsføring pr. mail om nyheder og tilbud inden for vores produktsortiment. Hvis du også vil modtage markedsføring fra os pr. sms, kan du opdatere dit samtykke ved at klikke her”

Der er ikke noget til hinder for at tilbyde modtageren en fordel ved at opdatere samtykket, fx deltagelse i en konkurrence, så længe vejledningen overholdes.

• Forældelse af samtykker
Hvis et samtykke er indhentet som led i en konkurrence, hvor modtageren giver samtykke til at modtage markedsføring fra mange virksomheder, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at samtykket, ud fra en forventning, er bortfaldet, hvis virksomheden ikke har anvendt samtykket i et års tid efter, at samtykket er indhentet. I andre tilfælde vil det bero på en konkret vurdering, hvornår et samtykke bortfalder som følge af passivitet.

• Markedsføring over for tidligere kunder
Har en kunde i forbindelse med et køb givet en elektronisk adresse, kan sælgeren markedsføre
egne tilsvarende produkter via den elektroniske adresse uden et forudgående samtykke. Forbrugerombudsmanden giver i sin vejledning en række nye eksempler på, hvad der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er ”tilsvarende produkter”. : Hvis en kunde har købt en flybillet, vil tilkøb af kuffert, mad ombord og opgradering af billetten være ”tilsvarende produkter”. Hvis en kunde har købt et møbel i et varehus, vil markedsføring af gryder ikke være ”tilsvarende produkter”. Hvis en kunde har købt en telefon, vil et fjernsyn ikke være ”tilsvarende produkter”.

Husk på, at manglende overholdelse af markedsføringslovens regler om spam, også kan være en overtrædelse af databeskyttelsesloven. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

 

Kontakt

Handel

Martin Jørgensen

Advokat, chefkonsulent
Medarbejderprofil