; ;
Gemt

Nye regler for onlineplatformes handelspraksis

Der er opnået enighed i EU om en ny forordning om onlineplatformes handelspraksis. Reglerne tilsigter at skabe et mere retfærdigt, gennemsigtigt og forudsigeligt onlinemiljø for de erhvervsdrivende, der bruger onlineplatforme, gennem en begrænsning af onlineplatformens handlefrihed.

Nyhed

DANSK ERHVERV | ERHVERVSJURA - D. 9. MAJ 2019

Onlineplatforme skaber frustrationer
En undersøgelse, som Kommissionen har gennemført forud for fremlæggelsen af forslaget til forordning viste, at 50 % af de virksomheder, der benytter sig af onlineplatforme til salg, har oplevet problemer med samarbejdet med onlineplatformen.

Forordningen træder i kraft 12 måneder efter offentliggørelsen. Forordningen er ikke offentliggjort endnu, men vi forventer, at dette sker indenfor de næste par måneder.

Forordningen dækker både onlineplatforme, hvor der sker handel med fysiske varer og f.eks. bookingportaler for hoteller eller virksomheder, der udvikler apps til onlineplatforme.

Den nye forordning er på sin vis en sjældenhed og en undtagelse til udgangspunktet i dansk ret om at erhvervsdrivende har en udstrakt aftalefrihed.

De nye regler bygger således på en forudsætning om, at brugere af onlineplatforme er den svage part i forholdet til onlineplatformen. Denne forudsætning skyldes bl.a. den omstændighed, at erhvervsdrivende i stigende grad er afhængige af onlineplatforme for at kunne nå ud til kunderne, og at erhvervsbrugerne derfor har brug for en særlig beskyttelse. Vi kender mest til denne tankegang fra konkurrenceretten og forbuddet mod dominerende stilling.

Konkret indebærer de nye regler følgende:
Der bliver et totalforbud mod visse former for urimelig handelspraksis, f.eks.:

  • Platformen kan ikke uden en tydelig og objektiv begrundelse lukke eller suspendere en brugers konto
  • Betingelser og vilkår for samarbejdet skal være lettilgængelige og klart og forståeligt formuleret, ligesom ændringer i betingelser skal varsles 15 dage før ændringerne træder i kraft


Der stilles krav om større gennemsigtighed og udvidet oplysningspligt for onlineplatformene

  • Det skal være gennemsigtigt for brugeren, hvordan de kan optimere deres synlighed på onlineplatformen. Derfor skal hovedkriterierne rangering af varer og tjenesteydelser oplyses overfor brugerne
  • Hvis onlineplatformen selv sælger varer på platformen skal platformen oplyse om de eventuelle fordele, de giver egne varer frem for de eksterne brugeres
  • Onlineplatformen skal oplyse, hvordan de indsamler og bruger oplysninger.


Nye muligheder for tvisløsning og håndhævelse ved konflikter mellem brugere og onlineplatforme

  • Alle platforme skal have et internt klagehåndteringssystem, der skal bistå erhvervsbrugerne. De allermindste platforme er dog undtaget.
  • Platformene skal give mulighed for at uoverensstemmelser kan løses ved mægling.
  • Sammenslutninger af virksomheder kan sagsøge platformen ved domstolene, hvis reglerne i forordningen misligholdes. Der er også mulighed for at medlemsstaterne kan vælge at udpege en administrativ myndighed, som efter anmodning fra erhvervsbrugerne af platformen kan håndhæve reglerne overfor platformen.

EU har samtidig nedsat et observationscenter for onlineplatforme, der vil overvåge, hvordan markedet udvikler sig, og hvordan reglerne gennemføres i medlemsstaterne.

Se mere om arbejdet i EU om handelspraksis for onlineplatforme. 

Kontakt

Handel

Betina Schiønning

Chefkonsulent