; ;
Gemt

Fødevareforlig, Brexit og cirkulær økonomi vil præge 2018

Hvad kan vi forvente os af 2018 på den fødevarepolitiske scene? Dansk Erhverv giver dig overblikket over nogle af de vigtigste emner, som bliver aktuelt i løbet af 2018 her.

Nyhed

Et nyt kalenderår er netop begyndt, og flere vigtige fødevarepolitiske emner er i år til forhandling. I dansk politik er vi godt halvvejs i det politiske år med tanke på, at Folketingsåret løber fra første tirsdag i oktober til midt i juni, hvor Folketinget går på sommerferie.

Nyt fødevareforlig skal forhandles på plads
I 2018 vil fødevarekontrol have stor prioritet, da den fortsatte udrulning af fødevareforliget 2015-2018 og forhandlingerne om et nyt fødevareforlig for 2019-2021 skal afsluttes. Det kommende fødevareforlig er det fjerde af sin slags. Forliget fastsætter rammerne for fødevarekontrollen i Danmark for de kommende 4 år. Det gælder blandt andet antallet af kontrolbesøg, prioriteringen af kampagnekontrollerne og forskellige udviklingsopgaver, fx indenfor digitalisering og kundetilfredshed. Dansk Erhverv arbejder blandt andet for, at det nye forlig ikke vil medføre flere kontrolbesøg eller øgede omkostninger.

Brexit-forhandlingerne går ind i en ny fase
Storbritanniens farvel til EU kan få stor betydning for danske fødevarevirksomheder. Indtil for ganske nylig foregik brexit-forhandlingerne på et meget overordnet plan, men kort før jul blev EU-landene enige om de overordnede rammer for skilsmissen. Derfor kan 2018 meget vel blive året, hvor danske myndigheder og fødevarebranchens aktører for alvor kommer på arbejde, når de mere konkrete forhandlinger begynder at tage form. Dansk Erhverv afholder et seminar om Brexit, som du kan tilmelde dig her: Blød, hård eller ingen Brexit?

Omstilling til cirkulær økonomi
Der foregår en lang række både offentlige og private tiltag for at omstille til en mere cirkulær økonomi, som skal mindske ressourceforbruget i verden ved at bevare produkter og materialer i kredsløb og udnytte deres værdi så længe som muligt til gavn for både virksomheder, samfundet og miljøet.

Sidste år lancerede Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi sine anbefalinger til regeringen og der blev afsat 60 mio. kr. til at indfri ambitionerne i en strategi, som ventes i 2018. En række af anbefalingerne vedrører fødevaresektoren, herunder bl.a. bedre udnyttelse af animalske produkter samt forebyggelse af madspild i tråd med FN’s Verdensmål frem mod 2030.

EU-Kommissionen har netop lanceret en ny plastikstrategi, som bl.a. vil have indflydelse på fremtidens emballager, herunder emballage til fødevarer. Regeringen vil snart udarbejde en dansk plaststrategi, som udløber af den europæiske. Læs mere om plaststrategien her.

I 2018 rulles regeringens kemiindsats ud, som særligt har fokus på at beskytte sårbare grupper såsom ufødte, børn og unge mod skadelig kemi i både produkter og fødevarekontaktmaterialer. I alt fordeles knap 285 mio. kroner til en række indsatser. Læs mere om kemiindsatsen.

I Dansk Erhverv arbejder vi også på, at hjælpe vores medlemmer med at omstille til en mere cirkulær økonomi. Bl.a. har Dansk Erhverv i samarbejde med en række andre aktører fået tildelt midler fra Miljøstyrelsens ”Pulje for design af plastemballage” til et projekt, som skal udvikle dogmeregler til fremme af mere bæredygtige emballager, herunder emballager til fødevarer. Ligeledes har Dansk Erhverv fået et projekt under Miljø og Fødevareministeriets MUDP-Projektpulje og 1.7 mio. kr., som skal demonstrere hvor kemikalier kan genanvendes frem for at blive bortskaffet og destrueret i Danmark, hvilket også er af interesse for fødevarebranchen.

Læs Dansk Erhvervs nye pjece om Cirkulær Økonomi

To store forordninger skal implementeres
Sidste år vedtog EU både en ny kontrolforordning og en ny økologiforordning efter flere års forhandlinger. Begge forordninger træder først i kraft i løbet af de kommende år, men allerede i 2018 vil de indledende øvelser begynde i forhold til, hvordan vi bedst muligt implementerer de to forordninger i Danmark.

EU-formandskabets prioriteringer
Bulgarien har netop overtaget formandskabet for EU-rådet og har bl.a. annonceret fokus på bedre dyrevelfærd under transport, markedssituationen for landbrugsvarer, unfair handelspraksis samt spiritusforordningen, mens den absolutte hovedprioritet vil være moderniseringen af den fælles landbrugspolitik og budgettet for landbrugspolitikken i de kommende år.

Læs mere på formandskabets hjemmeside

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil