; ;
Gemt

Nyt værktøj kan hjælpe med korrekt mærkning af ’sidste anvendelsesdato’ og ’bedst før’

23. februar 2021

Op til 10% af al madaffald i Europa er knyttet til datomærkningen på fødevarer. Et nyt værktøj fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) skal være med til at reducere madspild i EU gennem bedre forståelse og anvendelse af datomærkning på fødevarer.

Eksperter ved den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har udgivet en vejledning med et datomærkningsværktøj, der skal hjælpe fødevareproducenter med at beslutte, om de skal anvende ’sidste anvendelsesdato’ eller ’bedst før’ på deres produkter.

’Sidste anvendelsesdato’ handler om fødevaresikkerhed. Fødevaren må kun spises indtil denne dato og ikke efter. Selvom fødevaren ser fin ud, og lugter godt, kan man blive alvorligt syg af at spise den, hvis datoen er overskredet.

’Bedst før’ handler om kvalitet. Fødevaren er stadig sikker at spise efter denne dato, men kvaliteten kan være forringet, fx smag og tekstur. Hvis fødevaren stadig dufter og smager godt, kan den sagtens spises, selvom datoen er overskredet.

Værktøjet er struktureret som et beslutningstræ med en række spørgsmål. Fx om krav til datomærkningen for en fødevarekategori allerede er reguleret andet steds, om fødevaren gennemgår en behandling, graden af håndtering i virksomheden og spørgsmål om fødevarens egenskaber og opbevaringsforhold. Udover at hjælpe til beslutning om type af holdbarhedsmærkning, gennemgår værktøjet også de faktorer, man skal overveje, når man skal fastsætte holdbarheden, dvs. tidsrummet hvor fødevaren forbliver sikker og/eller af en passende kvalitet til forbrug, mens emballagen er intakt, og opbevares som anvist.

Danske fødevareproducenter har siden 2014 haft adgang til et beslutningstræ for holdbarhedsmærkning i Vejledning om mærkning af fødevarer, som Fødevarestyrelsen har udviklet med ekspertbistand fra DTU Fødevareinstituttet. Fagfolk fra begge organisationer er nu gået i gang med at undersøge, om det nye EFSA-værktøj giver anledning til at finjustere Fødevarestyrelsens vejledning.

Senere i år vil der komme endnu en vejledning fra EFSA. Den vil have fokus på informationer på fødevarerne til forbrugerne om opbevarings- og anvendelsesforskrifter.

Læs også:

Kontakt

Fødevarer

Krestine Greve

Chefkonsulent
Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer