; ;
Gemt

Opsigelse af medarbejder på barsel var berettiget

Ligebehandlingsnævnet har fastslået, at det ikke var i strid med ligebehandlingsloven at opsige en barslende medarbejder. Medarbejderen var sammen med sine øvrige fem kolleger blevet opsagt, da en butikskæde var nødsaget til at lukke én af sine butikker. Dansk Erhverv repræsenterede virksomheden i sagen.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 15. NOVEMBER 2018

Butik skulle lukke på grund af svigtende salg
Virksomheden har en række butikker fordelt i hele landet. På grund af svigtende salg var virksomheden nødsaget til at lukke sin butik beliggende i Vestsjælland. Virksomheden vurderede derfor, at alle seks medarbejdere i den pågældende butik skulle opsiges.

En medarbejder var på barsel
Blandt de seks opsagte medarbejdere var en medarbejder på barselsorlov. Medarbejderen var gået på graviditetsorlov tre måneder forinden, opsigelserne blev afgivet. Den barslende medarbejders fagforening mente, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingsloven. Derfor indgav fagforeningen klage til Ligebehandlingsnævnet med påstand om betaling af 9 måneders løn i godtgørelse.

Fagforeningen mente, at der var andre muligheder end opsigelse af medarbejderen
Det var fagforeningens opfattelse, at virksomheden kunne have opsagt medarbejdere i virksomhedens øvrige butikker i stedet for opsigelsen af den barslende medarbejder.

Derudover var fagforeningen af den opfattelse, at medarbejderen skulle have været tilbudt to stillinger i København. Stillingerne blev opslået i samme måned, som medarbejderen nedkom, og henholdsvis en og halvanden måned før opsigelsen.

Halvanden måned efter opsigelsen annoncerede virksomheden igen efter én medarbejder i København. Fagforeningen var også her af den opfattelse, at medarbejderen skulle have været tilbudt denne stilling.

Virksomheden holdt fast i opsigelsens berettigelse
Virksomheden holdt fast i, at opsigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven. Virksomheden anførte, at den barslende medarbejder var blevet behandlet på lige fod med de øvrige medarbejdere, og at der derfor ikke var sket forskelsbehandling på grund af køn. Derudover anførte virksomheden, at der ikke er pligt til positivt at særbehandle barslende (eller gravide) medarbejdere.

Ligebehandlingsnævnet behandlede medarbejderne lige
Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at butikken skulle lukke pga. svigtende salg. Det var derfor godtgjort, at opsigelsen ikke var begrundet i, at medarbejderen var på barselsorlov. De opslåede stillinger før opsigelsen kunne ikke føre til en anden vurdering, og de øvrige opsagte medarbejdere blev heller ikke omplaceret.

Det forhold, at virksomheden efter opsigelsen ikke tilbød medarbejderen den annoncerede stilling, kunne heller ikke føre til et ansvar for virksomheden. Ifølge Ligebehandlingsnævnet var der ikke grundlag for at fastslå, at det på opsigelsestidspunktet måtte have været klart for virksomheden, at stillingen ville blive ledig inden udløbet af opsigelsesperioden.

Ligebehandlingsnævnet udtalte også, at undladelse af at tilbyde medarbejderen den ledige stilling ikke var en overtrædelse af ligebehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet lagde vægt på, at medarbejderen ikke søgte stillingen eller havde givet udtryk for interesse i ansættelse i denne stilling.

Dansk Erhverv repræsenterede medlemsvirksomhed i sagen.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen er et eksempel på, at det ikke nødvendigvis er ulovligt at opsige en gravid eller barslende medarbejder.

Afgørelsen er også et eksempel på, at gravide eller barslende heller ikke har ret til at blive omplaceret eller i øvrigt blive positivt særbehandlet. Som arbejdsgiver skal dog være opmærksom på, at opsigelse af gravide og barslende medarbejdere medfører, at virksomheden skal løfte en omvendt bevisbyrde. Den omvendte bevisbyrde kan i praksis være svær at løfte.

Ved vurderingen af, om arbejdsgiveren har løftet sin bevisbyrde for, at opsigelsen ikke er begrundet i graviditeten, kan det efter omstændighederne få betydning, hvis arbejdsgiveren ikke har udnyttet en eventuel mulighed for omplacering til en stilling, som var ledig i tiden op til opsigelsestidspunktet, eller som på opsigelsestidspunktet måtte forventes at blive ledig inden udløbet af opsigelsesperioden.

Dansk Erhverv anbefaler, at virksomheder inden en opsigelse af en gravid eller barslende medarbejder overvejer dette nøje og eventuelt konsulterer Dansk Erhverv.

Læs mere om opsigelse af gravide eller barslende medarbejdere.