; ;
Gemt

Opsigelse på grund af sygdom

Må man opsige en sygemeldt medarbejder? Må en opsigelse begrundes i sygdommen? Få et overblik over reglerne, så du undgår at skulle betale en godtgørelse.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 26. SEPTEMBER 2019

Sygdom er lovlig fraværsgrund
En medarbejder har ret til at være fraværende, hvis medarbejderen er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Et højt antal af sygedage kan dog påvirke virksomhedens drift i et sådant omfang, at en opsigelse vil være driftsmæssig nødvendig. Det kan du læse mere om nedenfor.

Nogle overenskomster indeholder dog begrænsninger i forhold til at opsige en syg medarbejder. Det kan f.eks. være forbudt at opsige medarbejderen, før medarbejderen har været syg i tre måneder. Eller der kan være særlige regler om arbejdsskader. Hvis den syge medarbejder er omfattet af en overenskomst, er det derfor vigtigt, at du ved, om din overenskomst indeholder sådanne begrænsninger.

Hvornår er det sagligt at opsige en medarbejder på grund af et stort sygefravær? 
Det er altid en konkret vurdering, hvor meget sygefravær der skal til, før en opsigelse er saglig.

Sagligheden afhænger blandt andet af, hvor længe medarbejderen har været ansat, hvornår medarbejderen forventes at genoptage arbejdet, om sygdomsperioden er sammenhængende eller består af flere fraværsdage af kort varighed og hvilke driftsmæssige gener, fraværet medfører. Vurderingen af sagligheden foretages altid på opsigelsestidspunktet.

En nyere afgørelse i en faglig voldgift er et godt eksempel på de sondringer og overvejelser, domstolene foretager i vurderingen af, om opsigelsen af en langtidssygemeldt medarbejder er saglig.

Sagen omhandlede en medarbejder på et sygehus med ca. 13 års anciennitet. Medarbejderen havde på opsigelsestidspunktet været sygemeldt uafbrudt i ca. 10-11 måneder, men fraværet skyldtes to forskellige årsager, hvoraf den ene, som var pådraget som følge af en arbejdsulykke, ikke længere var aktuel på opsigelsestidspunktet. Ifølge lægeerklæringen forventedes medarbejderen at være sygemeldt i et par måneder endnu.

Dommeren bemærkede, at der ikke skulle lægges særlig vægt på, at den ene fraværsårsag var følger efter en arbejdsulykke, da sygehuset havde foretaget passende foranstaltninger for, at medarbejderen kunne genoptage arbejdet.

Derudover anførte dommeren i afgørelsen, at medarbejderen var højt specialiseret, og at vikardækningen ikke var muligt. Oplæring af en ny medarbejder med lige så høj specialisering forventedes at tage ca. seks måneder. Der var blandt andet derfor påvist væsentlige driftsmæssige gener forbundet med sygefraværet.

Opsigelsen af medarbejderen var, uanset hendes anciennitet på mere end 13 år, derfor saglig.

Afgørelsen bekræfter, at selvom sygdom er lovligt forfald, og alle medarbejdere har sygeperioder og kan risikere at få en periode med længerevarende sygefravær, kan det efter omstændighederne være sagligt at opsige en medarbejder som følge af de driftsmæssige forstyrrelser, som den pågældendes sygefravær medfører på arbejdspladsen.

Sagligheden skal vurderes konkret under hensyntagen til forholdene på opsigelsestidspunktet. Arbejdsgiveren skal forsøge at indhente oplysninger om sygefraværets forventede varighed, og sygefraværshistorikken kan inddrages.

Lægeerklæring
Ved langvarig sygdom er det ikke altid tilstrækkeligt kun at fokusere på det hidtidige fravær. Det kan også være nødvendigt at undersøge, hvornår medarbejderen forventes at blive rask. Her kan du f.eks. bede om en varighedserklæring eller mulighedserklæring. Læs mere om de enkelte lægeerklæringer.

Særligt beskyttede medarbejdere
Medarbejdere med en sygdom, som er afledt af et handicap eller som er graviditetsbetinget, er omfattet af en særlig beskyttelse mod opsigelse.

Du kan læse mere om handicap mv. her. 

Læs mere om opsigelse i forbindelse med graviditet.

Vil du vide mere?
Dansk Erhverv har udarbejdet en temaside med flere guides vedrørende opsigelse, hvor du kan læse mere om bl.a. udarbejdelse af en opsigelsesskrivelse, gennemførelse af opsigelsessamtalen, de særligt beskyttede medarbejdergrupper og meget andet.

Dansk Erhverv anbefaler, at du kontakter os for rådgivning, før du opsiger en medarbejder på grund af sygdom.