; ;
Gemt

Rapport fra Folkemødet – usikkerhed er gift for civilsamfundet

Situationen efter satspuljen blev livligt debatteret på Folkemødet. Her kan du læse reportage fra Dansk Erhvervs debat, som blev afholdt i samarbejde med en række medlemmer

Nyhed

DANSK ERHVERV | SUNDHED OG VELFÆRD - 26. JUNI 2019

Regnen meldte så småt sin ankomst lørdag eftermiddag den 15. juni i Allinge. På trods heraf var der stuvende fuldt i Selveje Danmarks telt. Så fuldt, at der måtte lånes stole hos naboteltet; Dansk Center for Organdonation. Emnet var nok en gang efterdønningerne fra satspuljen.

Dansk Erhverv stillede spørgsmålet: Hvordan sikrer vi et civilsamfund i balance? Et panel bestående af Mia Amalie Holstein, velfærdspolitisk chef i CEPOS, Kira West, forstander i Reden og Reden International, Mikkel Holmbäck, direktør i Glad samt Troels Rømer Boldt, formand i Ungdommens Røde Kors diskuterede og gav alle deres perspektiver. De blev udfordret fra sidelinjen af Thomas P. Boje, professor ved Roskilde Universitet og Katrine Ellersgaard Nielsen, chef for samfundsøkonomi og analyse hos Dansk Erhverv. Sidstnævnte kom med en sætning, der hang ved og vakte genklang i teltet:

”Jeg tager virksomhedsbrillen på og ser det som en business case. Hvis der er noget, der er gift for en business case, er det usikkerhed”.

Læs Altingets reportage.

Netop usikkerhed har præget post satspuljeforløbet. Samme lørdag kunne man i Politiken læse flere interviews med repræsentanter fra civilsamfundet, hvor de udtrykte bekymring.

I avisen henvistes der til Dansk Erhvervs udspil på området, der er forankret i branchenetværket for frivillige og sociale organisationer. Et udspil, der er blevet spillet ind i de igangværende regeringsforhandlinger.

Dansk Erhverv arbejder ikke alene. Man har bl.a. allieret sig med Danske Handicaporganisationer i et fælles opråb. Den alliance udbygges yderligere. Sammen står vi stærkere!

Er vi blevet klogere, siden satspuljen fik kniven tilbage i december 2018? Det korte svar må være nej. Heller ikke den dugfriske regeringsaftale lover konkrete initiativer.

Det er civilsamfundet, og de borgere som hjælpes, som risikerer at betale prisen, hvis usikkerheden fortsætter og der ikke tages hensyn til både udvikling og drift i en ny model. Så får vi ikke bare et civilsamfund i ubalance; så får vi et samfund i ubalance.