; ;
Gemt

Regeringen vil fordoble afgiften på plastikposer

Regeringens forslag løfter plastafgiften fra nuværende 22 til 44 kroner pr. kg. Stik modsat intentionerne, kan forslaget medføre et skifte til brug af materialer, der er endnu mere miljøbelastende end plastik.

Nyhed

DANSK ERHVERV | HANDEL - 10. SEPTEMBER 2019

Regeringen har fremsat et forslag, som fordobler den plastafgift, der er på plastbæreposer med hank. Afgiften gælder plastbæreposer der i dag er beregnet ud fra udregningen 22 kr./kg - og vil med forslaget vil stige til 44 kr./kg. Regeringen vil også fordoble afgiften på engangsservice, forbyde udleveringen af gratis bæreposer af alle typer materialer og forbyde tynde plastbæreposer med hank i tykkelser mellem 15-30 mikron. Den forhøjede afgift betyder en prisforhøjelse på 50 øre per plastbærepose i indkøbet.

Danmark har et effektivt affaldssystem
Regeringens begrundelse for at fordoble plastafgiften er, at især tredjeverdenslande smider plast i havet og at der er brug for at komme overflødig plast til livs. Faktum er, at den plast, der smides i den danske natur, mest af alt kommer ude fra og at Danmark har et effektivt affaldssystem og forbrugeradfærd, som effektivt hindrer plast i naturen. Omkring 84% af den plast, som ligger på danske strande, skylles op fra udenlandske kilder.

Ifølge regeringens egne beregninger vil initiativet indbringe statskassen 200 mio. kr. om året, som er beregnet ud for et forbrugstal på 400 mio. plastbæreposer (ref. EU 2013 og Dansk Plasthandlingsplan 2016). Afgiftens miljøgevinst er beregnet til 20 % færre udleverede plastbæreposer og engangsservice, når disse produkter bliver dyrere.

”Plastik uden spild”
Dansk Erhverv har i samarbejde med den forrige regering og Miljø- og Fødevareministeriet igangsat initiativer for at nedbringe et unødvendigt forbrug af bæreposer af alle slags materialer. Initiativerne er beskrevet i Danmarks ambitiøse Plasthandlingsplan ’Plastik uden spild’, som blev vedtaget i januar 2019 af VLAK-regeringen sammen med et enigt folketing. Målet for initiativet er en 50% reduktion i 2023, som skal opnås ved forbrugeroplysning i danske butikker om, hvordan bæreposer skal bruges miljøforsvarligt. Plastik er et miljøforsvarligt materiale sammenlignet med fx papir og bomuld og det er vigtigt for Dansk Erhverv, at forbrugerne modtager balanceret og retvisende information, så plastiks gode funktioner og fordele accepteres af forbrugerne.

Forbrugerinformation er særligt effektivt til at nedbringe unødvendigt forbrug af bæreposer. I Sverige har information medført et fald i uddeling af poser på 50% over 3 måneder. Detailkæder har indført betaling på poser og har opnået reduktioner på 60 og 75% over 3 og 12 måneder i 2018.