; ;
Gemt

Regeringens prognose er en kende for optimistisk

Nationalbanken har onsdag offentliggjort en dugfrisk prognose for dansk økonomi til og med 2021.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 18. september 2019

Det er positiv læsning, der viser at Nationalbanken forventer en BNP-vækst på 1,8% i år aftagende til 1,5% i 2020 og 2021. Dermed ligger Nationalbanken sig tæt op af regeringens prognose fra slutningen af august. Regeringen forventer en BNP-vækst på 1,7% i år aftagende til 1,6% i 2020.

Man har selvfølgelig lov at håbe, men prognoserne fra både Regeringen og Nationalbanken virker en kende for optimistiske. Handelskrigen mellem USA og Kina er eskaleret, og risikoen for et hårdt Brexit er rykket nærmere. Samtidig er væksten bremset tydeligt op på vores største eksportmarkeder. Det gælder særligt i Tyskland, der formentlig allerede har bevæget sig ind i en teknisk recession. I Sverige er beskæftigelsen faldet over de seneste måneder, og der har stort set ikke været nogen vækst igennem første halvår. Det betyder, at der i øjeblikket spekuleres i om Sverige er på vej ind i en ny recession. I en situation, hvor væksten på vores største eksportmarkeder vakler, og handelskrigen hiver fart ud af verdensøkonomien, er det i min optik svært at nå en BNP-vækst på 1,5% i 2020.

Der er derfor også en betydelig risiko for at Nationalbankens prognose for særligt 2020 er alt for optimistisk. En vækst på omegnen af 1,25% lyder i min optik som et mere realistisk bud på BNP-væksten i 2020.

Vi er dog generelt enige med Nationalbanken i, at dansk økonomi ikke står over for en hård landing efter en årrække med højkonjunktur. En vækst på i omegnen af 1,25-1,5% må betegnes som en blød landing efter en årrække med vækstrater på over 2%. Dertil vil dansk økonomi fortsat befinder sig i en moderat højkonjunktur.

Det er derfor også fornuftigt, at Nationalbanken forsat anbefaler en stram finanspolitik, og at der holdes fast i de allerede vedtagne reformer på arbejdsmarkedet. Den ventede nedgang i væksten må ikke ses som et udtryk for, at en ny lavkonjunktur er på vej. En for ekspansiv finanspolitik fra Regeringen risikerer simpelthen at gøre mere at skade end gavn.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil