; ;
Gemt

Rekord for dansk eksport og import af økologiske varer

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at både eksporten og importen af økologiske varer slog rekord i Danmark i 2017. Eksporten steg med 21 pct. fra 2016 til 2017, mens importen steg med 20 pct.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 18. DECEMBER 2018

Både eksporten og importen af økologiske varer satte ny rekord i 2017. Således udgør eksporten nu næsten 3 mia. kroner, mens importen udgør knap 4 mia. kroner. Danmark importerer dermed flere økologiske varer end der eksporteres målt i kroner og øre.


Udenrigshandel med økologiske varer

Eksporten af økologiske varer steg med 21 pct. fra 2.447 mio. kr. i 2016 til 2.951 mio. kr. i 2017 og satte dermed rekord. Mejeriprodukter og æg steg alene med 331 mio. kr. og udgør nu 42 pct. af den danske eksport af økologiske varer. Stigningen udgøres overvejende af mælk og smør, hvor særligt Tyskland aftager en stor del.

Danmarks vigtigste eksportlande for økologiske varer er Tyskland, der står for 42 pct. af den samlede eksport. Derefter kommer Sverige med 16 pct., Kina med 10 pct. og Frankrig med 7 pct.

Danmark importerer mest fra Tyskland 
Importen steg med 20 pct. fra 3.215 mio. kr. i 2016 til 3.858 mio. kr. i 2017 og satte dermed også rekord. Kategorien frugt og grøntsager steg alene med 30 pct. til i alt 1.521 mio. kr., og udgør således 39 pct. af den samlede import af økologiske varer til Danmark. Derefter følger korn og kornvarer med 15 pct. og foderstoffer med 8 pct. Korn og foderstoffer udgør tilsammen 24 pct. af importen og omfatter særligt foder til den animalske produktion, fx økologisk mælk, æg og kød. 

Danmarks vigtigste importland er Tyskland, der står for 19 pct. af den samlede import. Derefter kommer Holland med 18 pct. og Italien med 16 pct.

Økologi udgør fortsat en mindre andel 
Økologiske varer udgør fortsat en mindre andel i det totale billede. I 2017 udgjorde økologi 1,6 pct. af den samlede eksport af føde- og drikkevarer samt foder i 2017, mens økologi udgjorde 4,7 pct. af importen. På hjemmemarkedet er den økologiske andel markant højere. Her udgjorde økologiske varer 13,3 pct. af salget af føde- og drikkevarer i detailhandlen i 2017 ifølge Danmarks Statistik.

Vil du vide mere om, hvilke produkter og hvilke lande eksporten og importen kommer fra, kan du se mere på Danmarks Statistik