; ;
Gemt

Reportage: Velfærdens Årsdag 2019

En fyldt børssal til debat om tillid og forventninger til velfærd. En optimistisk direktør, Børsen som et forsamlingshus og ministerbudskab om at investere i mennesker.

Nyhed

Dansk Erhverv | Sundhed og Velfærd - 28. november 2019

Velfærdssamfundet har en fremtid. Den konklusion var der hurtigt bred enighed om ved Velfærdens Årsdag 21. november 2019, hvor op mod 200 deltagere på tværs af organisationer, kommuner, leverandører og politikere fyldte Børssalen op med engagement og debat om forventninger og løsninger i fremtidens velfærdssamfund.

"Jeg er optimist på velfærdens vegne," var åbningsreplikken fra adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, der henviste til fremtiden for velfærdssamfundet og løsninger på tværs af det offentlige og leverandører - og bød velkommen til Velfærdens Årsdag, hvor KL, Ældre Sagen, Danske Handicaporganisationer og Dansk Erhverv var gået sammen om at stille skarpt på emnet: Forventninger til velfærd – hvordan kan vi indfri dem sammen? 

Tv.: Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, bød velkommen til Velfærdens Årsdag. Th.: Panelet var optaget af at finde løsninger med respekt for hinandens fagligheder og forskellige styrker.

Social- og velfærdsområdet er bredt, og med mange fremmødte og ivrig debatlyst var der rig mulighed for at komme ud i alle hjørner af velfærdssamfundet. Derfor kom vi på dagen rundt om blandt andet ældreområdet, handicapområdet og tilbud til socialt udsatte voksne, børn og unge. Med et brændende ønske fra arrangørernes side om at skabe en åben og fordomsfri samtale om løsninger for vores fælles velfærds fremtid var Børsen i dagens anledning omdannet til Forsamlingshuset Børsen. Det gav rum for en levende dialog mellem panel og deltagerne i salen.

Giv de ældre valgfrihed!
Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, var meget klar i mælet om danskernes forventninger til fremtidens velfærd fra panelet i Forsamlingshuset Børsen: "De fleste ældre, der modtager praktisk hjælp, vil jeg gerne have lov at vælge selv!" Bjarne Hastrup lagde foruden budskabet om valgfrihed også vægt på vigtigheden af, at der er konkurrence på kvalitet i tilbud til ældre, og ønsket om, at vi i Danmark måler mere på livskvalitet og lykke hos borgerne.

Demografi kalder på nye løsninger – på tværs!
"Løsningerne er ikke kun inde i kommunerne. De er i partnerskaberne," var budskabet fra kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Annemarie Zacho-Broe.

For samtidig med, at vi i fremtiden bliver færre til at finansiere flere menneskers velfærd, er forventningerne fra borgerne høje – og hvordan skaber vi så de gode løsninger i højeste kvalitet? På tværs af kommuner, organisationer, politikere og leverandører var der enighed om, at løsningerne ikke ligger et sted – men på tværs.

Tv.: Kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Annemarie Zacho-Broe, og Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup. Th.: Social- og indenrigsminister, Astrig Krag (S).

Slotsholmen har ikke alle løsningerne
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) deltog i Velfærdens Årsdag og fortalte om regeringens velfærdsambitioner. Budskabet om, at løsningerne ligger i samarbejdet, gik igen. "Slotsholmen har ikke alle løsningerne" – der skal tænkes på tværs af kommuner, organisationer og leverandører.

Samtidig tog ministeren fat i de grundlæggende spørgsmål og udfordringer på socialområdet – nemlig at der er behov for bedre overblik over tilbuddene på socialområdet – og fokus specialisering. Ministeren gav dog ikke nogen pejling på, hvordan og hvornår vi får nyt om arbejdet med det specialiserede område.

Invester i mennesker
Ministeren var også i byen med det budskab, at vi bør betragte socialpolitikken som en investering i mennesker, hvilket kan betyde færre udgifter og dermed flere penge til bedre velfærd. Ønsket om at tænke nyt, nedbryde siloer, tænke på tværs af ressortministerier, tænke på tværs af mangfoldighed af aktører – og ikke mindst det stærke civilsamfund.

Leverandørerne vil gerne samarbejde om innovative løsninger
"Det skal ikke være en kamp at få hjælp," sagde Astrid Krag (S) med henvisning til handicapområdet og gjorde det samtidig klart, at der er behov for at tage fat i den mistillid mellem borger og system, der har præget området. Det budskab blev også sendt afsted tidligere på dagen af formand for Handicapbranchen Danmark, Steen Pihl Sørensen, der blev interviewet af Velfærdens Årsdags skarpe moderator, Tine Götzsche.

Handicapbranchen Danmark arbejder for, at virksomheder og foreninger på hele det brede handicapområde udvikler sig på vilkår, der skaber tryghed og kvalitet for borgere og samarbejdspartnere og dermed også i fremtiden kan tilbyde borgere med handicap den bedst mulige hjælp. Steen Pihl Sørensen gjorde det klart, at branchen ser sig selv som en stærk medspiller i fremtidens velfærdssamfund, hvor løsninger af høj kvalitet skal skabes med afsæt i borgerens behov:

"Kernevelfærd kommer først, og der skal udmåles efter behov. Det handler om at skabe tryghed og stabilitet for mennesker. Det forudsætter et stærkt offentligt-privat samarbejde," var et af Steen Pihl Sørensens budskaber med henvisning til, at der er et kollektivt velfærdsansvar på tværs af det offentlige, leverandører og civilsamfund. Handicapbranchen Danmarks formål er at skabe tryghed og kvalitet i hjælpen til mennesker med handicap og repræsenterer i omegnen af 10.000 medarbejdere, der bidrager til service på handicapområdet.

Tv.: Formand for Handicapbranchen Danmark, Steen Pihl Sørensen. Th.: Direktør i Danner, Lisbeth Jessen, i scenens interviewsofa. 

Direktør i Danner, Lisbeth Jessen, gæstede også scenens interviewsofa. Siden 1980 har Dannerhuset fungeret som kvinde- og krisecenter, båret at en stærk frivillighed, og huset står i dag ikonisk for den danske kvindebevægelse. Danner Krisecenter har siden opstarten givet beskyttelse og rådgivning til over 6000 kvinder og deres børn. Lisbeth Jessen gjorde det klart, at leverandører af velfærd står klar med høj faglighed, høj kvalitet og en stor viden på socialområdet. Og ikke mindst en stor lyst til at samarbejde på tværs.

Kontakt

Velfærd og samfund

Christian Keller Hansen

Velfærdspolitisk fagchef