; ;
Gemt

Perfekte masterdata skaber merværdi

Detailhandleren står over for en lang række udfordringer – og de er selvskabte. Det massive fokus på at kunne kommunikere på en lang række kanaler har betydet, at man har man glemt dem, det hele handler om, nemlig kunderne. Det mener adm. direktør i Stibo Systems, Niels Stenfeldt.

Nyhed

Retail 2021, 11. juni 2019 af: Birgitte Vinding, freelance journalist

”Vi må ikke være så dataforskrækkede og så kanalfokuserede, at vi glemmer kunden. Jo flere korrekte informationer og produktdata, detailhandleren kan stille til rådighed i en struktureret form, des bedre valg kan kunden træffe. Derfor: Glem omni-channel, fokuser i stedet på den enkelte kundes behov”, siger han.

Niels Stenfeldt understreger, at den gode kundeoplevelse er en forudsætning for, at kunden kommer igen.

”Værdien bliver skabt i det øjeblik, vi har det rigtige fundament. Vi har automatiseret og systematiseret for at gøre vores arbejde lettere. Men vi har sluppet algoritmer løs på uperfekte data, der opstår, fordi kunden ofte ikke er korrekt registreret. Det er derfor, at kunden jævnligt oplever besynderlige og forkerte anbefalinger, der skaber irritation i stedet for at sikre et mersalg”.

Løsningen er perfekte masterdata i bunden.

”Herefter kan vi slippe algoritmerne løs, og så kan vi reelt skabe en meget bedre kundeoplevelse”, pointerer Niels Stenfeldt og nævner The Home Depot, Walmart og Procter & Gamble blandt de internationale detailkæder, som arbejder målrettet med masterdata.

”Deres succes skyldes ikke mindst, at de er begyndt det rigtige sted: Fokus på kunden og styr på masterdata i bunden.”

Krav om transparens
Niels Stenfeldt vil på konferencen Retail2021 komme med en række konkrete digitale anbefalinger til virksomhederne, alle med udgangspunkt i kundens behov. Han er ikke i tvivl om, at virksomhederne fremover vil blive stillet over for langt større og flere specifikke krav om transparens end i dag.

”Kunden ønsker i stigende grad at træffe oplyste valg – det mærker vi særligt hos vores store amerikanske kunder, som vi hjælper med datainfrastruktur. Det er vores opgave at gøre produktdata tilgængelige og transparente, uanset om det handler om allergener eller bæredygtighed,” siger han og understreger:

”Den virksomhed eller butik, der har styr på sit digitale fundament, og som kan imødekomme kundens krav om transparens, sikrer sig et godt udgangspunkt i det digitale marked og vil fremover have de mest tilfredse kunder”.