; ;
Gemt

Rigtig god sommer til jer alle!

23. juni 2020

Kære læser af Miljø- og Ressourcenyt

I ønskes alle en god sommer.

Vi går ind i sommerferieperioden, netop som vi har fået gennemført årtiers største indsats for en grøn affaldsreform. Affaldsreformen er et vigtigt bidrag til, at Danmark kan udvikle et egentligt genanvendelsesmarked koblet til EU’s indre marked. Tak til jer alle for jeres synspunkter, som har bidraget til, at de politiske argumenter blev forstået på Christiansborg. I kan læse mere om affaldsforliget i dette nyhedsbrevs topnyhed.

Vi ser frem til et meget travlt efterår 2020. Regeringen skal forhandle en grøn afgiftsreform på plads. Og der bliver også politiske forhandlinger, der skal føre til, at Danmark får en ny Kemiindsats 2022-2025. Dansk Erhverv vil arbejde for en bedre og mere enkel regulering, der løfter sporbarheden af problematisk kemi både til gavn for genanvendelse, herunder sporbarhed når virksomheder bringer varer ind i EU, og private e-handler via udenlandske platforme. I den kommende tid vil der uden tvivl også være fokus på producentansvaret for emballager, ligesom der vil være fokus på design af emballager og produkter til genanvendelse og forbrugerinformation til bæredygtigt forbrug.

Det voksende fokus i samfundet og i erhvervslivet vil være betydningen af standardisering og certificering af produkter og tjenesteydelser. Det er et emne, der bliver et mere og mere vigtigt at beskæftige sig med i arbejdet for grøn udvikling. Dette vil vi løfte sammen med jer i Miljø- og Ressourcenetværket.