; ;
Gemt

Sådan fungerer socialt frikort

En ny ordning om socialt frikort er trådt i kraft i 2019. Ordningen giver i en forsøgsperiode 2019-2020 udsatte borgere ret til at tjene op til 20.000 kroner skattefrit pr. kalenderår.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 29. JANUAR 2019

Denne indtægt fradrages heller ikke i forsørgerydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Virksomheder skal indberette indtægt efter ordningen på en særlig måde. Det er kommunen, der kan give borgere et socialt frikort. Borgeren med frikort skal selv finde job og kan anvende frikortet både til lønmodtagerarbejde og ved at arbejde som selvstændig. Udgangspunktet er, at normale ansættelsesretlige regler, overenskomster, ansættelsesbevis m.v. vil gælde, hvis der er tale om et ansættelsesforhold. Virksomheder skal dog lønbehandle og indberette denne lønindtægt på en særlig måde, ligesom der gælder særlige regler for ferie og indberetning af optjente ferierettigheder.

Hvis indtægten i løbet af et helt kalenderår overskrider de 20.000 kr. , gælder almindelige regler om ferie, indberetning, indeholdelse af skat m.v. En person kan så at sige arbejde sig ud over det sociale frikort og komme på det ordinære arbejdsmarked.

Der er udviklet et særligt indberetningsmodul for denne indtægt, som virksomheder, der bruger en person under ordningen, skal anvende. På socialtfrikort.dk skal virksomhederne anvende det frikortnummer, som personen med socialt frikort oplyser og har fået tildelt af kommunen. Socialstyrelsen har udgivet vejledninger til virksomheder og kommunerne, der kan hentes på socialsstyrelsen.dk.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil