; ;
Gemt

SMV’er får viden og inspiration til at løbe virksomhedens digitale fremtid i gang

11. marts 2021

Digital Ledelseskultur er et kompetencegivende forløb, der tager små og mellemstore virksomheder ved hånden og leder dem gennem en digital omstilling tilrettelagt og skræddersyet til den enkelte virksomhed. Næste forløb begynder den 31. maj 2021.

Mange SMV’er har svært ved at overskue, hvilke digitale strenge de skal spille på, og hvordan de skal få de forskellige digitale tiltag til at hænge sammen med den eksisterende forretning. Men forløbet Digital Ledelseskultur kan bane vejen.

Digital Ledelseskultur er en del af programmet SMV:Digital under Erhvervsstyrelsen, der skal understøtte danske virksomheders digitale omstilling og styrke deres online salg. Det handler blandt andet om produktionsoptimering, lagerstyring, ledelsesstrategi, hjemmeside og tilstedeværelse på sociale medier.

Der er rift om pengene
Virksomhederne kan få tilskud til at indkøbe uvildig rådgivning til omstillingen gennem SMV:Digital-puljen et par gange årligt. Men der er rift om midlerne, så det er Dansk Erhvervs kraftige anbefaling at ”modne virksomheden” ved at deltage i forløbet Digital Ledelseskultur før eller eventuelt samtidig med, at virksomheden har modtaget tilskud.

Det næste forløb, som Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder har mulighed for at deltage i, starter mandag den 31. maj 2021. Forløbet strækker sig over 9 måneder med i alt 12 programpunkter, bestående af seminarer, netværk og sparring, og med løbende implementering af de konkrete digitale tiltag hjemme i virksomheden.

Corona har ændret forretningsvilkårene
Politisk konsulent Marianne Eltong Gade, Dansk Erhverv, er medlem af Digital Ledelseskulturs advisory board. Hun anbefaler SMV’er at deltage, hvis de kan svare ja til en eller flere af følgende spørgsmål:

  • Har du behov for at få inspiration og viden til at løse de digitale udfordringer, som I står overfor?
  • Har du digitale tiltag, du gerne vil have igangsat?
  • Har du og dine medarbejdere brug for at blive opgraderet på det digitale område?
  • Har du lyst til at arbejde med nye tiltag og få målrettet sparring på jeres konkrete udfordringer?

”Corona-krisen har ændret forretningsvilkårene for rigtig mange virksomheder – hvis ikke dem alle. Behovet for digitale tiltag er vokset betragteligt, og det er vigtigt at få alle hjørner af en sådan omstilling tænkt ind fra starten, og at der er tid til at implementere dem rigtigt,” siger Marianne Eltong Gade.

Mindst to deltagere fra hver virksomhed
Det er et krav, at mindst to personer fra den enkelte virksomhed - henholdsvis én leder og én nøglemedarbejder - deltager i forløbet. Men der kan med fordel deltage op mod 5-7 personer.

Projektet er delvist finansieret af EU. For deltagerne koster det 9-måneder lange forløb 6.000 kr. + moms pr. virksomhed og ikke pr. deltager.

”Formålet med, at der skal deltage to eller flere fra samme virksomhed, er at sikre, at viden og inspiration bliver solidt forankret i virksomheden. Desuden er det meget vigtigt, at både ledelse og medarbejdere tager ejerskab til den digitale omstilling,” påpeger Marianne Eltong Gade.

Få inspiration fra andre brancher
Marianne Eltong Gade lægger også vægt på, at forløbet giver deltagerne fra de enkelte virksomheder mulighed for at hente inspiration i andre virksomheder, også i helt andre brancher.

Forløbet vil blive varetaget af Roskilde Handelsskole og KEA - Københavns Erhvervsakademi, men det er åbent for virksomheder fra hele landet.

Læs mere og tilmeld dig via linket herunder. Tilmeldingsfristen er den 1. april 2021. 

Kontakt

Handel

Marianne Eltong Gade

Politisk konsulent, sekretariatschef
Medarbejderprofil