; ;
Gemt

Socialt ansvarlige virksomheder skal igen frem i lyset og hædres

21. december 2020

Den 17. januar 2021 er sidste frist for at indstille socialt ansvarlige virksomheder til at blive hædret med CSR People Prize 2021. Dansk Erhverv opfordrer alle til at indstille kandidater.

Et godt arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel går hånd i hånd med høj produktivitet og lavt sygefravær. Derfor er det noget, de fleste virksomheder arbejder målrettet med. En del virksomheder tager skridtet videre og bruger samtidig ressourcer på at hjælpe ledige fra grupperne på kanten af arbejdsmarkedet i retning af et job. Begge dele bidrager til at fremme, at vi har en stor og velfungerende arbejdsstyrke. Samtidig bidrager indsatsen til, at flere har et godt liv.

Nu skal de virksomheder, der går forrest og yder en ekstraordinær indsats, frem i lyset og hædres igen i 2021. Siden 1999 har den selvejende institution Cabi hædret de mest socialt ansvarlige virksomheder med CSR People Prize.

Cabi, der oprindeligt var forkortelsen for Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats, er finansieret af Beskæftigelsesministeriet og arbejder for at styrke det rummelige arbejdsmarked og den aktive beskæftigelsesindsats.

Priser til både de små, de store og de cirkulære
CSR People Prize består i 2021 af 3 priser for henholdsvis:
• SMV-virksomheder med op til 250 ansatte.
• Store virksomheder med over 250 ansatte.
• Virksomheder inden for cirkulær økonomi.

For at komme i betragtning til CSR People Prize 2021 kræver det, at virksomheden har haft effekt og gode resultater af indsatsen, som også skal være stærkt forankret i virksomheden.

Særprisen ”Cirkulær økonomi - bedre arbejde til flere” har fokus på virksomheder, som arbejder med cirkulære forretningsmodeller med vægt på nytænkende tilgang til jobskabelse, finansieringsmodel, kommerciel rentabilitet og bæredygtighed. Det cirkulære kan eksempelvis være genbrug og genanvendelse af materialer fra udtjente produkter, dele heraf eller restprodukter afledt af anden produktion.

Alle kan deltage
Alle virksomheder fra hele landet kan komme i betragtning til priserne. Alle kan indstille deres egen eller andre virksomheder.

Dansk Erhverv opfordrer sine medlemmer til at bidrage med kandidatvirksomheder til CSR People Prize 2021:

”Mange af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder arbejder både målrettet og innovativt med arbejdsmiljø, trivsel og fastholdelse og ser også et potentiale i mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Med CSR People Prize 2021 bliver der på ny mulighed for at sætte fokus på dette vigtige arbejde. Det er ikke kun til gavn for medarbejdere og udsatte, men også for virksomhederne fordi det øger produktiviteten. For samfundet øger indsatsen udbuddet af arbejdskraft og mindsker antallet af personer på passiv forsørgelse,” siger arbejdsmarkedschef Peter Halkjær, Dansk Erhverv.

Det kan nås endnu
Fristen for at indstille egen eller andre virksomheder er søndag den 17. januar 2021 kl. 23.00.

Indstilling sker ved at udfylde et spørgeskema med kontaktdata på virksomheden og med en beskrivelse af dens indsats.

Se mere om priserne her, hvor der også er links til indstillingsskemaer: CSR People Prize 2021

Har du yderligere spørgsmål?
Spørg marketingansvarlig Marianne Lyngberg Nilsson, Cabi:
• E-mail: man@cabiweb.dk
• Telefon: 41 13 72 81

Priserne uddeles på Cabis årskonference ”Bæredygtig ledelse - vejen til 2030” den 24. marts 2021.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil