Gemt
Presse og Nyheder

Spørg forbrugerjuristen: Hvad gør jeg, hvis en kunde ødelægger en vare?

”Skal en gæst i min butik betale for varen, hvis de kommer til at vælte noget i butikken?”. Få svaret her.

Nyhed

DANSK ERHVERV | HANDEL - 6. SEPTEMBER 2018

Dansk Erhverv modtager hyppigt spørgsmål fra medlemmer, der efterspørger rådgivning i forbrugerret. I ”Spørg forbrugerjuristen” kan du læse spørgsmål og svar på problemstillinger, som detailhandlere kan møde i hverdagen.  

 

Hej Dansk Erhverv, 
En besøgende i vores butik kom til at vælte to glasvaser, der desværre smadrede. Kan vi kræve, at personen betaler for de to vaser?

Kære butiksindehaver,
Tak for dit spørgsmål, som er et af den slags, der ikke kan besvares med et simpelt ja eller nej.

Som udgangspunkt kan du ikke kræve, at kunden skal betale for vaserne, hvis der er tale om et hændeligt uheld. Det er i din interesse, at vaserne er udstillet, så dine kunder kan se dem, og derfor bærer du også selv ansvaret for eventuelle uheld.

Uansvarlige handlinger kan medføre et erstatningsansvar
Sagen er en helt anden, hvis personen har handlet uansvarligt og for eksempel svinget rundt med en stok, forsøgt at jonglere med vaserne eller løbet rundt og leget fangeleg i butikken. I sådanne tilfælde vil du efter de almindelige erstatningsregler kunne kræve, at personen betaler for de ting, der er blevet ødelagt. Det er altid en konkret vurdering, hvor meget der skal til for, at en kunde bliver erstatningsansvarlig, og jeg kan derfor ikke give et fast svar på, hvornår en kunde skal betale.

Hvad hvis det står på et skilt?
Nogle butikker vælger at sætte et skilt op, hvor der står, at man skal betale for varen, hvis man ødelægger den. Rent juridisk holder den dog ikke. Du kan ikke fraskrive dig dit eget ansvar for hændelige uheld ved at opsætte et skilt.

Gode råd til dig som butiksejer
Det bedste råd, som jeg kan give dig, er derfor at indrette din butik på en måde, hvor der er plads til, at kunderne kan komme rundt, uden at de risikerer at vælte dine varer ned fra hylderne.


Med venlig hilsen,
Bo Dalsgaard
Chefkonsulent, Dansk Erhverv

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.